Ingen havde gjort det, som han gjorde. 

Mika Biereth blev historisk i foråret, da danskeren tog Monaco med storm og chokerede alle, der var vidne til hans vanvittige start i den sydfranske klub.

Men den tid virker langt væk nu.

»Selv hans holdkammerater var blæst bagover og troede, de så syner,« forklarer Vivien Seiller, der følger Monaco tæt for avisen Nice Matin, om Biereths start.

»Alle var i chok, det var utroligt. Alle tænkte, at ingen kan gøre det dér. Hver eneste bold endte med et mål, og modstanderen blev straffet, så snart den mindste fejl blev lavet.« 

Men de seneste måneder har været en lang mavepuster for den danske angriber, der scorede syv mål i sine fem første ligakampe for Monaco og blev den første spiller i fransk fodbold i 70 år til at få en så succesfuld start.

Mika Biereth blev historisk, da han startede i Monaco. Men nu er danskeren gået i stå.
Mika Biereth blev historisk, da han startede i Monaco. Men nu er danskeren gået i stå. Foto: Manon Cruz/Reuters/Ritzau Scanpix

Men siden sæsonen gik i gang midt i august, er det indtil videre kun blevet til et sølle mål i 11 kampe.

»Der er nok en mellemting af, at han overpræsterede sidste år, og at han er inde i en dårlig periode nu. Dem bemærker man med det samme hos en angriber,« siger Vivien Seiller.

»Jeg tror ikke på, at han er typen, der kan score 30 mål i en sæson, men han har nogle vilde kvaliteter foran mål.«

I den seneste kamp sad Mika Biereth på bænken under hele opgøret. Danskeren fik lov til at varme op, men i stedet blev det angrebskonkurrenten George Ilenikhena, der kom på banen mod Toulouse.

Ifølge Vivien Seiller kan den spektakulære formnedgang også skyldes, at klubben har fået en ny træner.Efter en kriseramt sæsonstart er Adi Hütter nemlig blevet erstattet af Sebastien Pocognoli. 

Nu skal sidstnævnte forsøge at få gang i Biereth, der scorede 13 mål i 16 kampe i sit første halve år i Ligue 1.

Men særligt en person, der har forladt klubben, har formentlig stor påvirkning på Biereths sløje måneder.

»For mig at se, er den primære grund, at Breel Embolo er skiftet væk,« mener Vivier Seiller.

Det er slet ikke gået som håbet for Mika Biereth og Monaco indtil videre. Sæsonen har været målfattig for danskeren og har budt på en trænerfyring i Monaco og et pinligt 1-4 nederlag til Club Brügge i Champions League.
Det er slet ikke gået som håbet for Mika Biereth og Monaco indtil videre. Sæsonen har været målfattig for danskeren og har budt på en trænerfyring i Monaco og et pinligt 1-4 nederlag til Club Brügge i Champions League. Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix

Schweizeren var Biereths angrebskollega, nabo og en meget tæt ven uden for banen. I sommer skiftede han til franske Rennes.

En særlig episode, der siger alt om deres forhold, gik sin sejrsgang på sociale medier i foråret. Den handlede om, at Breel Embolo fulgte Mika Biereth i supermarkedet for at købe... et løbehjul til danskeren.

»Den anden aften ringede han klokken 17, fordi han ville købe et løbehjul. Han har ikke nogen bil endnu. Han spurgte: 'Vil du køre mig til Carrefour?,'« har Embolo tidligere fortalt.

»Jeg sagde ja til ham, og så kiggede min kone på mig og sagde: 'I er for mærkelige begge to. To mænd, der tager i supermarkedet klokken 17 for at købe et løbehjul.' Men så tog jeg min søn med, og så kørte vi i supermarkedet.«

Nu er Embolo væk, og danskeren graver dybt efter at få en ny start i Monaco under den nye træner.

Men danskerens måltørke er noget, der fylder, blandt andet i Frankrigs største sportsmedie, L'Équipe, der italesætter Biereths sløje form.

»Jeg er i en periode, hvor det ikke går bedst,« erkendte danskeren selv for en lille måneds tid siden.

»Jeg har ikke haft så mange chancer som i sidste sæson. Men jeg er min egen største kritiker, og jeg kigger på mig selv først. Jeg vil fortsætte med at træne så hårdt som muligt, og så er jeg sikker på, at det falder på plads.«

Det håber Monaco på Mika Biereths vegne. Og mon ikke vores landstræner, Brian Riemer, gør det samme.

B.T. Fodbold

I dag dykker panelet ned i FC Københavns krise - og stiller spørgsmålet, om tiden ikke er inde til et trænerskifte. Resten af runden tages også under kærlig behandling. Vært: Lasse Vøge Medvært: Johnny Wojciech Kokborg Producer: Teis Thornberg Programansvarlig: Niels Philip Kjeldsen