Om under fire måneder er der VM i fodbold i USA, Canada og Mexico.
Men lige nu raser debatten omkring sikkerheden for både fans og spillere.
I Mexico brød der søndag voldsomme uroligheder ud, efter kartelbossen Nemesio Rubén Oseguera Cervantes – med kælenavnet 'El Mencho', blev dræbt af myndighederne.
Urolighederne har blandt andet ramt den mexicanske by Guadalajara, der er vært for VM i fodbold til sommer, hvor karteller er gået amok i gaderne.
Skulle Danmark kvalificere sig til slutrunden via VM-playoff i marts, er det netop i Guadalajara, man åbner VM mod Sydkorea 11. juni.
Begivenhederne i Mexico har fået debatten til at rase, om landet overhovedet kan være VM-vært.

'Den stadigt udviklende situation i Mexico er forbløffende og rejser naturligvis de hidtil største spørgsmål omkring VM,' skriver blandt andet Independent-journalisten Miguel Delaney på X.
Hos DBU følger man udviklingen.
»Vores fulde fokus er først og fremmest på at kvalificere os til VM i kampene i marts.«
»Hvis vi kvalificerer os, vil vi naturligvis henvise danske fans til at holde sig opdateret på Udenrigsministeriets rejsevejledning og følge myndighedernes anbefalinger,« udtaler DBUs administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen, i en besked til B.T.
Danmark skal 26. marts spille mod Nordmakedonien i VM-playoff. Vinder danskerne det opgør, venter der en playoff-finale om en VM-plads mod enten Tjekkiet eller Irland.
Den kamp spilles 31. marts.
Foruden Guadalajara kan Danmark potentielt også ende med at spille i hovedstaden Mexico City, der danner rammen for den tredje og sidste gruppekamp.

