En løn på halvanden milliard kroner om året var nok til, at en af historiens bedste spillere må æde sine egne ord og erkende, at han nok har dummet sig.
Det må han sande, efter verdensstjernen fredag på en af årets sidste dage skrev under på den historisk lukrative aftale med den saudiarabiske klub Al-Nassr.
Cristiano Ronaldo fik ellers i 2015 kastet sig selv op på den højeste piedestal med dette udsagn:
»Jeg vil slutte karrieren med værdighed. Det skal ikke være i USA, Qatar eller Dubai,« sagde han, mens han stadig var på toppen af karrieren, i tv-programmet Jonathan Ross Show.
Ronaldo fik talt sig varm og tilføjet mere, der nu bider ham i måsen.
»Det betyder ikke, at det er dårligt at spille i ligaer i USA, Qatar eller Dubai, men jeg ser bare ikke mig selv dér. Jeg skal slutte i en god klub,« sagde han, og det er blevet bemærket på de sociale medier, hvor citaterne får et stort liv igen.
Nu fik han selvfølgelig ikke nævnt Saudi-Arabien, men det var ikke til at tage fejl af, at Ronaldo ikke mente, at han skulle på et såkaldt pengeeventyr som andre.
Den snart 38-årige portugiser var nemlig i de år også ude med riven efter den tidligere Barcelona-rival Xavi, da han i 2016 sagde, at Lionel Messi var en bedre fodboldspiller.
»Alle ved, at hvis de vil på forsiden, skal de snakke om mig. Han (Xavi, red.) har aldrig vundet Ballon d'Or, og jeg har vundet tre. Hvorfor er Xavi relevant? Han spiller i Qatar,« sagde Ronaldo.
Kontrakten i Al-Nassr går, til Ronaldo er 40 år gammel.