Et uheldigt sangvalg af DJ'en Martin Jensen er ikke ligefrem gået ubemærket hen det seneste døgn.

For er der ét nummer, som FCK-fans ikke ønsker bliver spillet i Parken, så er det Van Halens 'Jump'.

Det er nemlig kendingsmelodien til ærkerivalerne fra Brøndby, og den sang valgte den 28-årige dansker at spille undervejs i sit fem timers lange DJ-set på københavnernes hjemmebane fredag aften. Du kan se klippet nederst i artiklen.

Her spillede han for tomme tribuner, for i stedet af skabe en fest hjemme i stuerne hos dem, der så med. Sangen, som har fungeret som indløbssang hos de blågule siden 1991, var dog noget af en overraskelse for flere af seerne, da den blev sat på. Det fik i hvert fald flere FCK-fans op at stolene og til tasterne på Twitter:

  • 'Det er fandeme en ommer! Capiche!'
  • 'Er I søde lige at tjekke hans set igennem, inden I slipper ham løs en anden gang?'
  • 'Der var vel én sang, han ikke skulle spille, og den spillede han så.'
  • 'Nogen glemte at give ham sedlen med 'Spil Tsunami. Spil ikke Jump'.'

Martin Jensen havde valgt at streame koncerten på sin Twitch-kanal, hvor der sammenlagt var mere end 760.000 seere, der så med undervejs, mens den danske verdensstjerne spillede hit efter hit i Danmarks nationalarena.

'Det er en drøm, der går i opfyldelse. Hvis nogen for nogle måneder siden havde fortalt mig, at jeg skulle spille på det største stadion i Danmark, ville jeg ikke have troet på dem,' skrev Martin Jensen i et opslag på sin Instagram inden fredagens koncert.

Den verdensberømte DJ fra Silkeborg har ikke meldt ud, om han støtter FCK eller Brøndby, når det kommer til dansk fodbold, men i desto mindre stod han på et tidspunkt iført en FCK-trøje fredag aften.

På verdensplan er Martin Jensens numre sammenlagt blevet spillet mere end en milliard gange på musiktjenesten Spotify. Her har danskerens største hit 'Solo Dance' alene stået for mere end 566 millioner af afspilningerne.