Det var nogle yderst mærkværdige scener, der udspillede sig søndag aften, da Santa Clara tog imod Benfica i den portugisiske liga.

Efter blot seks minutters spilletid blev kampen nemlig afbrudt, efter en kraftig storm havde oversvømmet grønsværen. Men det var alligevel noget helt andet, der fik tv-seerne til at spærre øjnene op.

For da spillerne efterfølgende befandt sig i omklædningsrummet, var tv-billedet fokuseret på Benficas omklædningsrum.

I første omgang kunne man blot se forsvarsspilleren Jan Vertonghen skue ud på banen, mens andre spillere tjekkede deres telefoner.

Men lige pludselig fik tv-produktionen formentlig røde ører, da en spiller vadede ind i billedet splitterravende nøgen. Det skriver The Sun.

Heldigvis stod spilleren med ryggen til, og det vides derfor ikke, hvem der endte med at få sin bagdel sendt ud til alle tv-seerne.

Benfica var dog alligevel alt andet end tilfreds med episoden, og en rasende Rui Costa, der er klubbens sportsdirektør, fløj ud af omklædningsrummet med sin telefon i hånden og krævede svar på, hvorfor det blev fanget på kamera.

Opgøret endte med at blive udsat, inden den mandag så blev færdigspillet. Her endte det hele 1-1, og dermed tabte Benfica vigtige point i toppen af Primeira Liga.

De ligger nu nummer tre med fire point op til Sporting Lissabon på førstepladsen.