Manchester United har atter tyet til udskiftning på den mest centrale sportslige post, og det kan meget vel komme til udtryk på banen over de kommende uger og måneder.

Der er ingen garanti for, at nyansatte Mauricio Pochettino ikke bare bliver endnu en i rækken af cheftrænere, der ikke formår at føre United ind i en ny storhedstid, men han har en spillestil og en personlighed, der tidligere har givet succes i Premier League.

Forudsætningerne var ikke til en topplacering, da han i 2014 satte sig i managersædet i Tottenham, men alligevel opbyggede han et yderst seværdigt og succesfuldt fodboldhold i de kommende fem år.

Han indledte med en femteplads i sin første sæson, men derefter sluttede Tottenham i top-4 hver sæson under hans ledelse og spillede i Champions League. Deltagelsen i mesterholdsturneringens finale i 2019 var kronen på værket for Pochettino.

Succesen blev bygget på en krævende og underholdende spillestil, og den har også kendetegnet argentineren fra hans andre trænerjob i blandt andet Southampton, PSG og Chelsea samt senest landstrænerjobbet i USA.

Ud over at spille med stor intensitet og et højt pres i forskellige spilformationer har argentineren været berømmet for at gøre sine spillere bedre.

Med stærke menneskelige egenskaber har han motiveret og løftet spillerne individuelt, samtidig med at det er smittet positivt af på holdånden og de kollektive præstationer.

Harry Kane, Dele Alli og Christian Eriksen er blandt spillerne, der tog store skridt frem under den argentinske fodboldtænker, der selv har en fortid som professionel spiller.

Kuriøst nok er det en tidligere Manchester United-dansker, der har optrådt flest gange under Pochettino.

I Tottenham blev Christian Eriksen tilvalgt af argentineren i 255 kampe, hvilket kastede 58 mål og 75 måloplæg af sig.

Tilbage i 2023 udtalte Eriksen sig om Pochettino til Manchester Uniteds tv-kanal, og danskeren lovpriste sin tidligere manager for evnen til at få spillerne til at præstere deres maksimale. Måske var det allerede dengang et hint til klubben om, at den skulle forsøge at ansætte Pochettino.

- "Poch" skabte noget fantastisk med vores hold, og jeg lærte mange ting af ham. Vi havde bolden mindre til træning, men vi havde den mere i kampene. Han trænede os meget hårdt, og vi skulle løbe meget, men det gav os en stærk fysik. Vi var et ungt hold, og han gav os tilliden til at gå ud og spille frit, sagde Eriksen i 2023.

Seks år tidligere fortalte danskeren til Sky Sports, imens han spillede under Pochettino, at han var en manager, "man ville gøre alt for".

Så sent som onsdag meldte også Harry Kane sig på banen med en lovprisning af Pochettino. Udtalelsen var foranlediget af den tiltagende rygtestrøm, der sendte fodboldtræneren i retning af den røde Manchester-klub.

- Jeg var et sted i min karriere, hvor jeg havde brug for hans vejledning og måde at presse mig på inden og uden for banen. Han var virkelig hjælpsom og er en fantastisk træner, lød det fra Kane.

Nu skal den 54-årige fodboldtræner forsøge at overbevise Patrick Dorgu og holdkammeraterne om, at hvis de følger "The Poch Way", er der en vej ud af krisen og måske et håb om igen at blive en titelvindende klub.

RITZAU