Manchester Uniteds cheftræner, Ruben Amorim, er dybt skuffet, efter at holdet endnu en gang ikke formåede at omsætte en føring til tre point i mandagens opgør mod Bournemouth.

United nåede at føre kampen hele tre gange på Old Trafford, men efter slutfløjt endte det alligevel med 4-4.

- Vi er virkelig skuffede. En vanvittig kamp. Det kan se ud, som om vi tabte de to point i anden halvleg, men jeg synes, vi tabte dem i første halvleg. Vi dominerede og skabte så mange chancer, siger Ruben Amorim.

- Vi spillede en rigtig god første halvleg. Resultatet burde have været helt anderledes. Og så igen: Jeg synes, at seks minutter inde i anden halvleg, ligesom mod Nottingham (Forest, red.), mistede vi koncentrationen, og de scorede to mål, tilføjer træneren.

Manchester United har flere gange i efterårets kampe haft problemer med at omsætte føringer til tre point.

I november var det også tilfældet i kampe mod Nottingham Forest og Tottenham, og i begyndelsen af december smed United en føring mod West Ham.

Ruben Amorim mener, at United-spillerne skal blive bedre til at få lukket kampene i stedet for at smide det hele væk til sidst.

- Det var en god præstation, men vi skal være mere kyniske, for vi skabte så mange chancer, siger United-træneren.

Manchester United ligger nummer seks i Premier League med 26 point, mens Bournemouth er på en 13. plads med 21 point.

/ritzau/