Manchester United smed i tillægstiden en 1-0-føring og spillede 1-1 mod Tottenhams ti mand i lørdagens sene kamp i Premier League.

Tottenham-angriberen Dominic Solanke stod for udligningen to minutter inde i ni minutters tillægstid, og dermed endte det uforløst for de to klubber.

Med det ene point er United strandet i midterfeltet med seks point efter seks kampe og blot en enkelt sejr i ligaen.

Under nedrykningsstregen befinder Tottenham sig uden en eneste sejr i de første seks kampe.

Tottenham spillede bedst, indtil United scorede kampens første mål i slutningen af anden halvleg.

Men udeholdet brændte et hav af chancer, og så slog United til i den anden ende.

Især Solanke tog ikke godt vare på de muligheder, han fik indtil scoringen kort før tid.

Tottenham udspillede i perioder United i første halvleg, men udeholdet manglede den sidste skarphed i afslutningerne.

United-spillerne var hele tiden et skridt efter Tottenham, der kæmpede bravt for sagen, men uden at kunne score.

Stik mod spil og chancer kom United foran 1-0 efter 73 minutter.

Uniteds kantspiller Matheus Cunha spillede bolden ind til angriberen Bryan Mbeumo, som fik tid og plads til at udplacere Tottenham-keeper Antonin Kinsky.

Tottenham havde masser af folk inde i feltet, men de tøvede, og det udnyttede Mbeumo.

Fem minutter efter føringsmålet mistede Tottenhams indskiftede midtbanespiller Rodrigo Bentancur besindelsen og nikkede United-backen Luke Shaw en skalle, og det udløste et rødt kort fra dommeren.

Bentancur havde forinden tacklet Shaw, som rejste sig op og løb over og skubbede uruguayaneren. Det blev takseret til et gult kort til Shaw.

- You are going down with City, blev der råbt fra tilskuerne på Old Trafford i retning mod Tottenham, der med et nederlag ville synke helt til bunds på en sidsteplads.

United-tilhængerne henviste til Manchester City, som har en sag hængende over hovedet, hvor et af flere mulige udfald kan ende med degradering fra Premier League.

RITZAU