Manchester United vandt 2-0 over Granada i den første af to Europa League-kvartfinaler.

Manchester United sikrede sig et godt udgangspunkt mod Granada i Europa League-kvartfinalen inden returopgøret, da englænderne på udebane vandt med 2-0.

Ole Gunnar Solskjærs tropper var klart bedst, og efter en halv times spil kom Manchester United på scoringstavlen.

En lang bold fra den svenske forsvarsspiller Victor Lindelöf endte i fødderne på Marcus Rashford, som med en sublim nedtagning gik forbi en Granada-forsvarsspiller og scorede til 1-0.

Fem minutter senere sendte Granadas Yangel Herrera et skud på stolpen.

For begge mandskaber var der flere gange optræk til noget farligt, men de helt store chancer udeblev.

Granada kom ud til anden halvleg som lyn og torden, men de halvsløve afslutninger fra Granada-spillerne voldte ikke David De Gea i målet nogen problemer.

Anden halvleg var som første chancefattig, og de få afslutninger, som begge mandskaber havde, blev ikke rigtig farlige.

I slutfasen pressede Manchester United dog på og forsøgte at udbygge føringen.

Bruno Fernandes kom frem til en stor chance i minut 83, da han bankede en afslutning mod målet, men Granadas målmand reagerede hurtigt og afværgede chancen.

Fernandes skulle alligevel komme på måltavlen, da Manchester United i overtiden fik et straffespark, som portugiseren omsatte til mål.

Returopgøret spilles 15. april på Old Trafford.

Slavia Prag med danske Alexander Bah i startopstillingen kæmpede bravt for at holde nullet mod Arsenal, men to minutter før slutfløjt scorede Nicolas Pepe til 1-0. Dermed lignede det et nederlag for Bah og holdkammeraterne, men dybt inde i overtiden dukkede midtbanespilleren Thomas Holes op og udlignede til 1-1.

I Amsterdam brændte Dusan Tadic et straffespark for Ajax i et chancerigt opgør, som Roma vandt med 2-1.

Rasmus Lauritsen startede som sædvanligt inde, da Dinamo Zagreb tog imod spanske Villarreal. Gerard Moreno blev matchvinder, da han sikkert eksekverede et straffespark.

/ritzau/