»Jeg kommer kun til at snakke om det, som sker nu. Er det forstået?«

Sådan lød det fra en irriteret Ander Herrera efter Manchester Uniteds sejr over Leicester. Den niende af ti. En imponerende statistik for Ole Gunnar Solskjær, og det var da også ham, Herrera blev spurgt til. Men adspurgt hvad den største ændring fra nordmanden har været, kom irritationen altså til syne, skriver VG.

»Hør her. Jeg kommer ikke til at sammenligne. For selv når jeg prøver ikke at sammenligne, prøver nogle journalister at fremstille det, som om jeg gør det,« lød det fra Ander Herrera.

Sammenligningen, han hentydede til, er med den tidligere Manchester United-manager José Mourinho, der blev fyret i midten af december. Og den 29-årige United-profil understregede, at han godt ville fortælle, hvordan det er gået med nordmanden i spidsen. Han ønskede bare ikke at sætte det op mod klubbens tidligere manager, og hvordan holdet spillede under ham.

Ander Herrera er en af de spillere, der er blomstret under Ole Gunnar Solskjær.
Ander Herrera er en af de spillere, der er blomstret under Ole Gunnar Solskjær. Foto: ANDREW BOYERS
Vis mere

Og Ander Herrera lægger ikke skjul på, at der i truppen er begejstring i forhold til Ole Gunnar Solskjær, og et ord, der går igen i hans beskrivelse, er 'frihed'.

»Jeg synes, vi spiller med en stor frihed. Det er en af de ting, Ole snakker om hver dag. Det er alt, jeg kan sige. Jeg snakker bare om lige her og nu,« sagde Ander Herrera.

Sammen med resten af Manchester United-mandskabet vandt han søndag 1-0 over Leicester, og dermed forlængede den engelske klub stimen af kampe uden nederlag.

Faktisk har Manchester United slet ikke tabt med Ole Gunnar Solskjær i spidsen for holdet, og det er kun blevet til et enkelt pointtab. Det skete den 29. januar, da klubben spillede 2-2 hjemme mod Burnley i den bedste engelske række.