Ander Herrera er en stor beundrer af nordmanden, og ville ingen problemer have ved at give ham den permanente stilling som manager på Old Trafford.

I december var Manchester United 11 point fra Champions League-pladserne, men siden Ole Gunnar Solskjærs overtagelse er holdet kommet op på en fjerdeplads.

Det har nordmanden fået megen ros for, og derfor mener mange også, at han burde få jobbet permanent. Det samme mener klubbens spanske midtbanespiller, Ander Herrera, der skamroser sin manager og håber, han får tjansen på fast basis.

»Det er ikke min beslutning, og jeg vil respektere den beslutning, der tages, men det eneste, jeg kan sige, er, at hvis jeg var sportsdirektør i en klub, ville jeg hente Ole.«

»Han har evner, som er svære at finde i fodbold. Han rammer alle omkring sig. Det gælder både de spillere, der spiller, og dem, som ikke gør,« siger Herrera til FourFourTwo.

Næste kamp for United er onsdag, hvor de skal møde Paris Saint-Germain i returopgøret i Champions League.