Manchester United tabte onsdag Europa League-finalen til spanske Villarreal efter en dramatisk straffesparkskonkurrence.

Og det var ikke alle, der tacklede det nederlag med manér.

For den unge Manchester United-angriber Marcus Rashford afslører på Twitter, at han blev offer for racistiske beskeder, da han tjekkede sin mobil efter opgøret.

'Jeg har talt mindst 70 racistiske ytringer på mine sociale medier indtil videre. Til dem, der prøver at få mig til at få det værre, end jeg i forvejen har, held og lykke,' skriver Rashford, inden han et par timer efter fulgte op med en ny opdatering.

Her var han i chok over at se, at en af de brugere, der nedgjorde ham, var en ganske almindelig lærer.

'Jeg er mere forarget over, at en af dem, der efterlod et bjerg af abe-emojis i mine beskeder, er en matematiklærer med en åben profil. Han underviser børn! Og han ved, han frit kan ytre sig racistisk uden konsekvenser..,' lyder det fra den engelske landsholdsangriber.

Det er ikke første gang, at Rashford er åben omkring de racistiske beskeder, han har modtaget igennem sin karriere.

Premier League og de engelske klubber har tidligere boykottet sociale medier i en periode for at skabe bevidsthed om problemet.

Foto: MAJA HITIJ
Vis mere

»Vi ved, hvor nemt det er at lave fire-fem konti, men hvis du skal blokere dem alle, så bloker dem,« har Rashford tidligere udtalt og tilføjede:

»Det ansvar hviler på de sociale mediefirmaer selv. Hvis de ser nogen, der bliver misbrugt på nogen måde, skal kontoen slettes med det samme. Det er sådan, du håndterer det.«

United og Villarreal måtte ud i både forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence, inden der blev fundet en vinder.

Ved 10-10 i straffespark brændte United-keeper David de Gea og sendte pokalen over på spanske hænder.