Norske Molde, med Ole Gunnar Solskjaer som træner, måtte se på nogle anklagende bannere mod en af deres holdkammerater i en udebanekamp mod Vålerenga.

Det skriver norske Dagbladet.

Søndag mødtes de to hold i en kamp, der endte uafgjort, men overskrifterne tilhørte også en gruppe Vålarenga-fans, der havde medbragt en del bannere til kampen.

Bannerne var reference til en ukendt Molde-spiller, der er tiltalt for at have begået en sovevoldtægt mod en jævnaldrende kvinde. Ifølge norsk straffelov betyder det, at »vedkommende har haft seksuel omgang med en person, der enten er bevidstløs eller af andre grunde ude af stand til at modsætte sig handlingen.«

På bannerne, der kan ses herunder, står der blandt andet:

  • Hos Molde spiller en voldtægtsmand - de bærer ingen skam!
  • Straffelovens kapitel 26
  • Fuck censur
  • #moldetoo
  • Nej (og nej) betyder nej!
  • Selv om nogen sover, gælder Norges love stadig

Sagen kom frem i 2017, og siden da har norsk politi efterforsket sagen. Den pågældende spiller har nægtet sig skyldig, og sidste år udtalte Ole Gunnar Solskjaer, at så længe spilleren hverken var tiltalt eller dømt, skulle han ikke stoppe med at spille fodbold.

Efter søndagens kamp har Molde indberettet hændelsen til det norske fodboldforbund, og angiveligt var nogle af spillerne påvirkede af situationen.

»Fodbold er følelser. Det så man på Eirik Hested, som var rasende. Jeg ønsker ikke at kommentere meget mere på det. Vi må vente og se,« udtalte Solskjaer efter kampen ifølge Dagbladet.

Spilleren skal i retten i august i år.