Gary Neville mener, at Manchester United skal kigge mod Tottenham, når klubben skal finde en ny manager.

Tottenham-manager Mauricio Pochettino er den ideelle kandidat som afløser for José Mourinho i Manchester United. Det mener den tidligere United-spiller Gary Neville, der er ekspertkommentator hos Sky Sports.

»Jeg sagde allerede i sidste sæson, at den næste manager i Manchester United bør være Mauricio Pochettino,« siger han.

Den engelske storklub har haft svært ved at finde afløseren for Alex Ferguson, der stoppede i 2013.

Foto: JOSEP LAGO
Vis mere

David Moyes, Louis van Gaal og senest José Mourinho har ikke været i stand til at løfte arven efter Ferguson, der hentede 13 mesterskaber og to Champions League-titler til klubben.

Neville mener, at argentinske Pochettinos værdier harmonerer godt med Uniteds.

»Manchester United har forsøgt sig med trænere, der har vundet europæiske titler. De har forsøgt sig med trænere, der har vundet mesterskaber i flere ligaer. Og de har forsøgt sig med trænere, som har været godt funderet i Premier League.«

»De har brug for en, der rammer klubbens tre nøgleprincipper - at få unge spillere frem, spiller underholdende og vinder fodboldkampe,« mener Gary Neville.

Den tidligere United-spiller mener, at klubbens ledelse skal tænke sig grundigt om, før den tager det næste skridt.

»Det her er ikke kun et tidspunkt, hvor man fyrer José Mourinho og ansætter en ny manager. Det er et tidspunkt, hvor klubben skal se på, hvad den foretager sig, og starte forfra med den struktur, der benyttes til at rekruttere spillere,« mener han.

Gary Neville spillede i forsvaret - mest som højreback - for Manchester United fra 1992 til 2011. Efter den aktive karriere har han været assistenttræner for Englands landshold og cheftræner i spanske Valencia i en kort periode.

/ritzau/AFP