Manchester United har gang i en længe ventet stime uden nederlag og har ikke tabt siden derby-nederlaget til Manchester City 2. november. Med 1-1 ude mod Stoke nytårsdag kom 'De Røde Djævle' op på 10 kampe i træk uden nederlag.

I sig selv en flot bedrift, men Manchester United har mesterskabsambitioner, og da klubben ligger henholdsvis fem og otte point efter Manchester City og Chelsea, er et point ude mod Stoke ikke det, der skal til for at indhente de andre mesterskabsfavoritter. Både Manchester City og Chelsea kan senere nytårsdag trække yderligere fra Manchester United.

Og det kunne nemt være gået helt galt ude mod Stoke.

Hjemmeholdet chokstartede og havde allerede efter to minutters spil sendt bolden ind bag David de Gea i Manchester United-målet. Scoringen kom efter en klassisk Stoke-situation, hvor Peter Crouch steg op på et hjørnespark og sendte bolden mod Ryan Shawcross, der dirigerede kuglen det sidste stykke over stregen.

Med sin 53. assist i Premier League kom Peter Crouch op på samme antal oplæg til mål som Robin van Persie på modstanderholdet.

At Manchester United også kan finde vej til nettet efter en standardsituation, viste holdet midtvejs i første halvleg, hvor et indkast blev forlænget af Michael Carrick og sendt i mål af Radamel Falcao. Det var colombianerens tredje sæsonscoring.

United fik trods udligningen ikke greb om kampen, og i anden halvleg var det bestemt Stoke, som kunne være mest utilfreds med at gå fra banen med kun et point.

Som i opgørets første halvleg var Peter Crouch dominerende i det højere luftlag, og den 201 cm høje angriber var to gange meget tæt på at få afgjort kampen.

Efter godt en time headede Crouch bolden ind på Chris Smallings arm i feltet, og det var de færreste på Britannia Stadium, som kunne forstå, hvordan dommer Michael Oliver kunne overse et klart straffespark.

Og kort efter kunne Peter Crouch så se et godt hovedstød prelle af på indersiden af stolpen. Ind ville bolden dog ikke, og holdene gik fra banen med hver et point.

Dermed kan Manchester City og Chelsea slå et større hul til Manchester United, hvis holdene senere nytårsdag slår Sunderland og Tottenham.