Selvom Manchester United lørdag sikrede sig en 2-0-sejr over Huddersfield i FA Cuppen, var United-fansene alt andet end tilfreds med deres ene midterforsvarer Chris Smalling.

Mourinhos mandskab formåede ellers at holde nullet i opgøret, hvor Romelu Lukaku blev dobbelt målscorer. Men det var tilsyneladende ikke det, som fansene på de sociale medier bed mærke i.

Du kan se højdepunkter fra Uniteds 2-0 sejr over Huddersfield øverst i artiklen.

De var i stedet ude efter engelske Chris Smalling. Her skrev fans blandt andet, at han er en klovn, og hvorfor han stadig er i truppen.

Chris Smalling var dog ikke det eneste, der blev diskuteret på de sociale medier. Kampen kom også i fokus på grund af det noget omdiskuterede teknologi VAR - Video Assistant Referee. Her fik Juan Mata underkendt et mål for offside, fordi VAR blev taget i brug. På tv-billederne blev en noget skæv linje dog tegnet, og det fik folk til tasterne.

Chris Smalling fik dog samtlige 90 minutter, og Manchester United kørte sejren sikkert i hus mod Huddersfield, der havde både Jonas Løssl, Mathias ‘Zanka’ Jørgensen og Philip Billing i startopstillingen.

Næste opgave for Manchester-klubben er allerede onsdag, når de på udebane møder Sevilla i Champions League.