En ny stjerne er landet i København – og hans ankomst har fået opmærksomhed som et meteornedslag midt på Frederiksberg.

Ingen har kunnet undgå at lægge mærke til 24-årige Magnus Mattsson efter starten i hovedstadsklubben, FC København, som har budt på to mål i to kampe efter det opsigtsvækkende 30 millioner kroner-skifte.

Bag den imponerende entré gemmer sig en unik historie om en anderledes fodboldspiller, der har fightet sig frem fra andetholdet i Silkeborg, gennem en slem skadesperiode på 18 måneder og en følgende nedtur med tanker om, at karrieren var ovre, før den egentlig helt kom i gang.

»Jeg er meget stolt over, hvor langt jeg er kommet. Jeg tror ikke, jeg havde regnet med at stå her i FCK, starte så godt og have leveret det sidste halve år i Holland, da jeg var 15-16 år og spillede på andetholdet i Silkeborg.«

Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er gået hurtigt, men jo ældre jeg er blevet, har jeg fået en tro på mine egne evner. Jeg tror, at det godt kan have været en fordel for mig at komme lidt fra baghjul,« siger Mattsson, da B.T. sætter ham i stævne på FCK's træningsanlæg.

Fynboen er ikke som de fleste fodboldspillere. Ved siden af karrieren kaster en stor nysgerrighed konstant Magnus Mattsson ud i karriere-balancerende projekter som hiphopmusik, hjemmelavede flysimulatorer og katastrofale fisketure.

Nu er han med sin kæreste Kirstine og parrets hund, golden-doodlen Skipper, landet i storbyen i en midlertidig lejlighed, mens de finder sig det helt rigtige sted at slå sig ned.

Men selv om opmærksomheden er stor, og han skal igennem interview nummer 117 efter ankomsten i FCK, så smiler Magnus stort i den begyndende forårssol, der så småt titter frem over træningsanlægget på Frederiksberg.

For tiderne er nogle helt andre, end da han ufrivilligt blev holdt fra banen i 18 lange måneder.

»Det var en svær periode, hvor jeg fik et hårdt slag med en korsbåndsskade lige efter at være blevet klar fra en lang lyskeskade.«

»Men den tid var med til at bygge mig op, og perioden gav mig en masse energi til at levere, som jeg gjorde i Silkeborg i den sidste sæson,« siger Mattsson, som kalder sig helt ovre en hård periode med svære tanker, som han fortalte om i et interview med TV Midtvest i december 2020.

»Det er totalt overstået. Det er mega lang tid siden, og det behøver ikke fylde noget for mig, for jeg har det fantastisk og er kommet et langt stykke videre nu.«

I stedet fylder det for den 24-årige kreative midtbanespiller at holde sig stimuleret – med meget andet end den fodbold, han nærmest har fået ind med modermælken i en familie, hvor far er træner, mor spillede på højeste niveau og både bror og søster selv er aktive.

»Jeg har altid spillet fodbold og været forelsket i det, men jeg interesserer mig for vildt meget andet. Så nej, jeg ser hverken Superliga eller Premier League, udover at jeg følger det arbejdsmæssigt. Det er ikke der, min store passion ligger.«

Foto: Matthew Childs/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

I stedet ligger passionen i at sige 'ja', dyrke sin store nysgerrighed og begive sig ud i alverdens projekter – og meget gerne med lillebror Pelle Mattsson, der for tiden tager store skridt for Silkeborg IF.

»Jeg er et meget nysgerrigt menneske og god til at sige ja, så nysgerrigheden har altid været en stor del af mit og min lillebrors liv.«

»Vi har godt nok lavet mange ting. Altså vi fik for helvede et fiskekort for at fiske i de der søer omkring Silkeborg midt om vinteren. Det prøvede vi af i en måned, men vi fangede jo ikke noget som helst,« siger Ærø-fødte Mattsson med et kæmpe grin og tilføjer:

»Vi har sgu også bygget sådan en flysimulator af træ i kælderen, vi spiller golf, laver musik, maler og alt muligt. Der er rigtig mange forskellige ting, men nogle gange er det jo også kun interessant i en måned, og så dropper vi det igen.«

Én ting har dog fanget Mattssons interesse gennem mange år. 

Musikken.

Han producerer musik i sin fritid og står blandt andet bag beats til amerikanske rappere, den populære instruktør Jonas Risvigs serier og flere podcast-jingler.

»Det er vigtigt for mig at have en balance i livet og have flere ting i gang på én gang. Jeg skal have nogle stolper i min tilværelse, og det synes jeg, at jeg har med alle de her ting.«

»Så hvis det ikke går så godt på banen, så kunne det hurtigt blive et kedeligt liv, hvis man ikke har noget andet, der driver det,« siger Mattsson.

Og nysgerrigheden, den skal i første omgang bruges på at undersøge København.

For Skipper, Kirstine og det erklærede hundemenneske Magnus skal finde det helt rigtige sted at bo.

»Min kæreste og jeg skal ud på nogle lejecykler og se nogle områder. Vi har fået nogle tip, men vi holder mulighederne åbne, for København er jo dyr, haha!«

»Det trækker mest, at vores hjem er tæt på noget grønt, det er vigtigt, når vi nu har hund også. Det skal bare ikke være i Indre By, for der skal være en god blanding af ro og byliv med cafeer og den slags,« fortæller den nyslåede FC København-stjerne, som lige for tiden bor på Frederiksberg.

Her kan han gå og drømme om at fortsætte starten i FC København og ultimativt en plads i Kasper Hjulmands EM-trup.

»Jeg drømmer 100 procent om det. Det ville være mærkeligt ikke at have som ambition, men først og fremmest skal jeg gøre det så godt som muligt med FCK, og vi skal vinde mesterskabet.«

»Gør jeg det godt og gør mine ting, så er der forhåbentligt også en realistisk mulighed for det på et tidspunkt. Uden jeg forventer noget som helst, for der er spillere på kæmpe adresser og et højt niveau på landsholdet.«

Han og holdkammeraterne skal forsøge at fortsætte den gode start på foråret, når Parken danner rammen om braget mellem FCK og FC Nordsjælland mandag aften klokken 19.00.