Spillere med erfaring fra små 700 landskampe er siden EM i 2024 enten stoppet på nationalmandskabet eller er aktuelt ikke til rådighed.

Det er faktum for landstræner Brian Riemer, der tirsdag udtog sin trup til de kommende kampe mod Norge, Wales og Portugal i Nations League.

9 af de 24 spillere i truppen har spillet mindre end fem landskampe, og med så mange forholdsvis nye ansigter håber Riemer på tålmodighed.

- Sandheden er, at ting tager tid, og vi skal være fair over for den her gruppe og give dem lov til at finde hinanden, hierarkiet og relationerne, siger landstræneren.

Han har masser af roser til de unge, nye ansigter i truppen som eksempelvis Thomas Jørgensen, Oliver Provstgaard og Mads Bidstrup.

De har potentiale til at udvikle sig til at spille på højeste niveau klubmæssigt. Men aktuelt er bundlinjen, at kun 5 af 24 spillere i truppen lige nu spiller i en Champions League-klub.

Det er Andreas Christensen, Victor Froholdt, Morten Hjulmand, Patrick Dorgu og Rasmus Højlund.

Ifølge Brian Riemer er det meget passende i forhold til de danske topspilleres aktuelle niveau.

- Ja, det synes jeg, selv om det lyder lidt forkert, når jeg siger det. Men derfor er det også vigtigt at kigge på forventningerne. Det nemmeste i verden er at sidde og skrige, at vi skal vinde VM, men vi er nødt til at forholde os til virkeligheden, siger landstræneren.

- Vi skal huske på, at vi er et land med seks millioner indbyggere. Jeg kunne ønske, at vi bare havde Christian Eriksen, Daniel Agger, Simon Kjær og Kasper Schmeichel, og at det bare kørte derudaf, men sådan er det ikke, siger landstræneren.

Han vil dog gerne opsætte et klokkeklart krav til det unge hold inden de seks kampe i Nations League og den efterfølgende EM-kvalifikation.

- Det ultimative mål er i første omgang at sikre os en førsteseedning til vores EM-kvalifikation ved at blive nummer et, to eller tre i gruppen, og efterfølgende skal vi kvalificere os til EM i 2028.

RITZAU