Det vakte opsigt, da den 18-årige fodbolddommer Julie Alsbro i september stod frem og fortalte om, hvordan hun var blevet skubbet, spyttet på og kaldt 'møgluder' af en spiller under en serie 4-kamp.

Manden, der stod bag overfaldet, og som på daværende tidspunkt spillede i klubben Egernsund KIF, blev i første omgang straffet med seks spilledages karantæne.

Sagen blev herefter anmeldt til Syd- og Sønderjyllands Politi, som tirsdag havde sagen for retten, hvor en 29-årig mand blev idømt en 20 dages ubetinget fængselsstraf, skriver JydskeVestkysten.

Julie Alsbro var tirsdag til stede i retten, hvor hun afgav sin forklaring om episoden fra efteråret.

»Jeg var totalt i chok. Da jeg kom hjem efter kampen, skulle jeg bare ud med det hele, og jeg fik fortalt alt til min familie,« sagde hun blandt andet ifølge JydskeVestkysten.

Selve sagen blev i efteråret vendt og drejet i danske medier, men der skulle gå en uge, før Egernsund KIF kom på banen med en reaktion.

Klubben valgte nemlig at undskylde over for Julie Alsbro, hvorefter man forsøgte at nedtone episoden.

»Vi vil gerne starte med at give Julie Alsbro en uforbeholden undskyldning. Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at vi som klub tager stor afstand fra hændelsen. Vi kan ikke lave om på, hvad der er sket, så det afgørende for os er nu, at dette skal undgås fremover,« skrev klubben blandt andet i en pressemeddelelse.

I pressemeddelelsen fremgik det ligeledes, at Egernsund KIF havde inviteret Julie Alsbro til at komme på besøg for at tale episoden igennem sammen med Dansk Boldspil Union og dommerforeningen.

En invitation, hun dog ikke ønskede at tage imod, da hun blev rådet til ikke at indgå i dialog med klubben eller spilleren, efter sagen var blevet anmeldt til politiet.

Anklagemyndigheden påpegede tirsdag, at den 29-årige mands fortid og straffeattest skulle anses som en skærpende omstændighed.

Forsvareren til den idømte har efterfølgende bedt om betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.