En lovende ung angriber fra den franske klub Guingamp har mistet livet i trafikulykke.

Der er tale om den 23-årige offensivspiller Nathaël Julan, som i dag er kørt galt efter træning i den franske Ligue 2-klub, som har haft Lars Jacobsen og Jonas Lössl på holdet indenfor de seneste år.

Nathaël Julan mistede ifølge den store franske sportsavis L'Equipe kontrollen med sin bil.

Han var alene i bilen, da han kørte galt, og døde som følge af de kvæstelser, han pådrog sig. Men en holdkammerat kørte bagved ham og var vidne til ulykken.

»Guingamp er i sorg. På denne tragiske dag står klubbens medlemmer sammen om at sende deres varmeste medfølelse til Nathaëls familie,« skriver Guingamp på Twitter.

Den høje angriber kom til Guingamp i 2018 fra Le Havre. Han har været lejet ud til Valenciennes.

Klubben har aflyst en træmningskamp på søndag.

Flere franske klubber, herunder Paris Saint-Germain og Monaco sender tanker til klubben og familien på de sociale medier.