Der er gode tidspunkter at lufte sin sukkerstang, og så er der de lidt mere specielle tidspunkter.

Den paraguayanske angriber Raul Bobadilla skrev sig ind under den sidstnævnte kategori, da han scorede et mål for sin klub Guarani kort før tid i deres 3-1-sejr over Libertad.

Godt nok skete det juleaften europæisk tid, men ingen havde altså skrevet levende billeder af den tidligere Bundesliga-angribers ædlere dele på ønskesedlen. Det var dog næsten, hvad de fik, som du kan se i videoen herunder.

»Jeg fortryder min jubel. Jeg håber ikke, at min kone så det. Men hun kan tage den med ro. Det hele er kun til hende,« sagde Bobadilla med et smil på læben ifølge medier i Paraguay.

Bobadilla sikrede med sit mål fem minutter før tid, at Guarani gik videre til semifinalerne i playoffkampene, og så blev jubelscenen en af dem, hvor han trak lige lidt for langt ned i shortsene.

I disse tider med sociale medier blev den seance naturligvis foreviget med både video og billeder, og efterfølgende kunne man altså se billeder, hvor Bobadilla var lige lovligt tæt på selv at ringe julen ind for åben skærm.

Den jubelscene var nok sjov for nogle, men nu kan den også få konsekvenser for den 33-årige angriber. Raul Bobadilla kan nemlig blive straffet for at vise lidt for meget.

Det fortæller det paraguayanske fodboldforbund, der har indledt en undersøgelse.