Premier League-legenden Matt Le Tissier kom i et massivt stormvejr efter han fornægtede Ruslands angreb på den ukrainske by Butja. Nu kryber han til korset, men ikke helt alligevel.

Han indrømmer nemlig, at hans Twitter-opslag var forkert, men at det blot var eksemplet, der var forkert.

Det fortæller han til Daily Echo.

»Pointen, jeg prøvede at få igennem, brugte ikke det rigtige eksempel, og det kom ud på den forkerte måde, hvilket er min fejl. Det burde jeg have tænkt bedre igennem. Derfor valgte jeg at slette tweetet og undskylde for det,« siger Le Tissier og tilføjer:

»Det er meget følelsesladet, og det var den forkerte ting at gøre. Jeg ser det nu, men det ændrer ikke på den pointe, jeg forsøgte at komme med. Jeg brugte bare det forkerte eksempel.«

Matt Le Tissier (tv) sammen med den engelske landstræner, Gareth Southgate.
Matt Le Tissier (tv) sammen med den engelske landstræner, Gareth Southgate. Foto: David Klein
Vis mere

I onsdags trak Le Tissier sig fra sin rolle som ambassadør i fodboldklubben Southampton, der er ejet danskerne Rasmus Ankersen og Henrik Krafts firma, Sport Republic.

Det gjorde han som konsekvens af det opslag, han havde delt på Twitter, hvor han antydede, at medierne havde løjet om angrebet på byen Butja, som ligger nordvest for hovedstaden Kyiv.

'Mine synspunkter er mine egne og har altid været det, og det er vigtigt at tage dette skridt i dag for at undgå forvirring. Dette påvirker ikke mit forhold og kærlighed til min klub, og jeg vil altid forblive fan og tilhænger af Saints,' skrev Le Tissier på Twitter.

Matt Le Tissier spillede hele sin aktive karriere i Southampton, hvor det blev til 444 kampe og 162 mål for midtbanespilleren.

Men trods en status som klublegende, er han nu ikke længere at finde i rollen som ambassadør.