En spillemæssig krise, ulmende frustration hos fans og kritikere og en Daramy-møgsag kort før kampstart i vigtigt EM-kvalifikations-brag.

Alt dette kaster hårde ord med sig på vejen til Kasper Hjulmand og landsholdets største stjerner fra de tidligere landsholdsprofiler Thomas Gravesen, Flemming Povlsen og Kenneth Perez.

Det gør ikke presset mindre på landsholdet efter en langt fra imponerende indsats i de første tre EM-kvalkampe, som er endt i to smalle sejre over miniputfodboldnationer og et chokerende nederlag i Kasakhstan.

Men hvorfor kører det så skidt for landsholdet, hvordan skal landstræneren løse problemerne - blandt andet med Daramy - og hvad bliver konsekvensen af en eventuel ny skuffelse mod Slovenien i aften? Det svarer Gravesen, Povlsen og Perez på herunder.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Thomas Gravesen, tidligere landsholdsstjerne, landsholdsekspert på Eurosport

Hvad er landsholdets største problemer?
»Det er Kasper Hjulmand selv… Forstået på den måde at alt ansvar er på hans skuldre. Da han kom ind på landsholdet - med sin iver og måde at spille fodbold på - sagde han, at man skal spille i sin klub, hvis man vil på det danske A-landshold. Der er flere eksempler på det modsatte. For eksempel Yussuf Poulsen. Hjulmand er gået på kompromis med sine egne idealer. Og så går det galt. For energien og selvtilliden er væk, når spillerne ikke er i form. Så trækker man hinanden ned - det er der ikke plads til på landsholdet.«

»Noget andet, der er forunderligt, er Mohamed Daramy-situationen. Han har spillet mega-godt og er blevet dansk mester med FCK under Jakob Neestrup, som er en no-bullshit-træner, der fortæller hvordan man skal gøre. Han har også sat Daramy af, som Hjulmand gør nu - uden at det skabte problemer. Men der er alt for meget fnidder-fnadder i hjørnerne om den Daramy-sag nu.«

»Hjulmand kunne have undgået det, hvis han havde trukket spilleren til side og fortalt, hvad han skal gøre bedre og arbejde med i hverdagen. Derefter skulle han have meldt det klart ud til pressen, så man undgår alle spekulationerne og historierne. Han skal være stærkere i at forklare spillerne, hvem der er gode nok, og hvem der ikke er.«

»Hjulmand har heller ikke været ude og melde ud, hvad der skete under VM. Det virker lukket, og sådan må det danske landshold aldrig blive. Man er ved at smide alt det gode væk, man opbyggede under og efter EM.«

Hvad skal Kasper Hjulmand gøre for at løse det?
»Han har gode spillere og stærke ledere på sit holdkort. Men de skal træde i karakter. Og Hjulmand skal være mere tydelig i sin måde at sætte holdet op på og gøre det simpelt taktisk, som han gjorde det i starten af sin tid som landstræner. Eriksen skal ikke ned og føre bolden op hele vejen fra forsvaret, Mæhle skal suse af sted og lave sine indlæg, og vi skal have folk i feltet - bare for at nævne nogle få eksempler.«

Hvis Danmark skuffer igen - hvilke konsekvenser skal det have?
»Vi så, hvordan Jess Thorup efter en fin guldsæson kort efter blev fyret. Fodboldtrænere bliver målt på det, de leverer nu og her. Hjulmand har opbakning fra DBU og Peter Møller. Men der er ingen, der har en garanti i fodboldens verden. Det drejer sig om at vinde. Hjulmand har ikke verdens længste snor.«

Hvordan tror du, det kommer til at gå i aften?
»Det bliver en dansk sejr. De hiver sig op og vinder stensikkert 2-0.«

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Flemming Povlsen, EM-guldvinder, landsholdsekspert på Eurosport

Hvad er landsholdets største problemer?
»Det er for lavt niveau, at man begynder at stikke til indskifterne - Daramy og de andre - og give dem skylden for, at det ikke går godt. Nej, det er ikke deres skyld! Det er vores bedste spillere, der er skyld i, at vi ikke lykkes: Schmeichel, Kjær, Eriksen, Braithwaite og Højbjerg. De burde kunne gribe fat i kampen og hjælpe de spillere, der kommer på banen, og afgøre tingene - inden de skal ind. Man skal angribe toppen af hierarkiet.«

»Og så er der ikke mindst tabet af goodwill hos fans og eksperter. Der er for mange negative ting om landsholdet, som gør, at man mangler tro på, at de er ovre den bølgedal, de har været i siden efteråret.«

Hvad skal Kasper Hjulmand gøre for at løse det?
»Hjulmand har snakket meget om en dårlig mentalitet for eksempel efter Kasakhstan-kampen. Normalt har han beskyttet holdet. Hvor kommer det fra? Den slags signaler former landsholdet i en negativ retning. Holdet skal bare se fremad. Glem alt det med, at vi har haft det svært, og at vi har spillet under niveau. Det kommer man ingen vegne med. Fodbold er fremadskuende. Videre.«

»Fodboldmæssigt har Danmark store udfordringer med, at vi har for få driblere og tekniske spillere, der tænker hurtigt nok. Det gør, at vi har det svært mod hold, der står lavt. Jeg ville sætte Mikkel Damsgaard ind, som kan spille i små rum, modsat Braithwaite, og Eriksen skal spille tættere på mål, og så skal Rasmus Højlund serviceres i dybden.«

Hvis Danmark skuffer igen - hvilke konsekvenser skal det have?
»Så vil jeg snakke med dig i morgen. Men jo, der er pres på. Der mangler goodwill på kontoen. Det kommer gennem en overbevisende indsats mod Slovenien. Resultatet er vigtigst, derefter kommer præstationen.«

Hvordan tror du, det kommer til at gå i aften?
»Danmark vinder 3-0.«

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Kenneth Perez, tidligere landsholdsspiller, ekspert på TV 2's landsholdsdækning

Hvad er landsholdets største problemer?
»Danmark har tidligere gjort det godt, når de har kunnet stille sig ned mod gode modstandere. Så det er og bliver en stor udfordring for det danske landshold i hele denne kvalifikation at skulle spille mod hold, der pakker sig. Nu skal de spille på mindre områder, spille hurtigere og være bedre teknisk. 

Hvad skal Kasper Hjulmand gøre for at løse det?
»Hjulmand skal kigge på de angribere, der er bedst til at spille på de små områder og kreere chancer og er gode til at spille mod hold, der graver sig ned, og samtidig skal der være dybdeløbere på banen.«

»Men Danmark har ikke lutter topkvalitetsspillere. Hjulmand har tidligere fået meget ud af spillere, som ikke er topkvalitet. Nu skal de tænke på en anden måde og spille anderledes. Og så mangler der energi i holdet. Det skal landstræneren sørge for, at der er.«

Hvis Danmark skuffer igen - hvilke konsekvenser skal det have?
»Som landstræner er Hjulmand begrænset af, at han kun kan udtage danskere. Han kan ikke bare vælge og vrage fra øverste hylde. Og Danmark har måske i virkeligheden ikke den topkvalitet, som mange tror. Fansene er nok blevet lidt forvænte og forventningerne er måske blevet lidt for høje. Fansene brokker sig, selv når Danmark vinder 1-0.«

Hvordan tror du, det kommer til at gå i aften?
»Hvis jeg tager hjertet med i mit bud, så tror jeg, at Danmark vinder 2-1.«

Følg EM-kvalifikationsbraget mellem Slovenien og Danmark i aften på BT.dk fra kl. 20.00