I den brede offentlighed, er der ikke mange, der kender Henrik Pedersen. En 38-årig vestjyde fra Struer.

Men det kommer de formentlig snart til. Pedersen er nemlig netop nu en af de få danske fodboldtrænere, der er stor succes i udlandet.

I sommer skaffede en blanding af tilfældigheder og godt netværk ham et job som assistenttræner i den tyske traditionsklub Union Berlin. Berlinerne har i årevis kæmpet en forgæves kamp for at hæve sig fra midten af 2. Bundesliga til toppen og de attraktive oprykningspladser, men i denne sæson er det indtil videre lykkedes dem at hænge på i topstriden, og en stor del af den ære tilskrives Pedersen.

I en artikel i avisen Der Tagesspiegel storroses han fra flere sider.

Cheftræner Jens Keller kalder samarbejdet med Pedersen meget bedre, end han havde både troet og håbet. Og på baggrund af samtaler med spillere leverer avisen selv en beskrivelse, der ikke mangler superlativer:

»Pedersen har været nøglefiguren bag Berlins mange succesfulde præstationer denne sæson og for Keller er han lige så vigtig, som Zeljko Buvac er for Jürgen Klopp (tysk Liverpool-træner, red.), skriver Der Tagesspiegel og fortsætter:

»Hans faglige viden er imponerede, siger flere spillere. Pedersen har altid løsninger klar, og kender hver en styrke og svaghed hos modstanderen. Hans træningssessioner er komplekse og ikke kun fysisk, men også mentalt krævende. Pedersen kræver meget, men giver også meget igen. Med sin udadvendte natur og mange individuelle samtaler med spillerne, har Pedersen sikret sig holdets 'absolutte tillid'.«

Jobbet i Union Berlin er Henrik Pedersens andet i udlandet og kom i stand efter et møde i en kælder under et hotel i Tyrkiet i januar. Pedersen var nede for at besøge sin gamle chef, sportsdirektør i RB Leipzig, Ralf Rangnick, og følge hans holds træning, mens hans nuværende chef, Jens Keller, der var arbejdsløse på det tidspunkt var af sted for at pleje forbindelser. Tilfældet ville, at de indlogerede sig på det samme hotel, og en aften faldt de i snak i baren. De diskuterede fodbold og fandt hurtigt ud af, at de delte både filosofi og humor. Minutterne afløste hinanden og blev hurtigt til timer. Resten af ugen fulgtes de to ad, og det endte med, at Keller lovede Pedersen at gøre ham til sin assistent næste gang, han skulle være cheftræner. Og således blev det.

»I Jens har jeg fået en super leder, som giver mig plads til at være Henrik. Han giver mig lov til at være meget på banen og have rigtig meget træning. Jeg har et stort ansvar i dagligdagen, og det er jeg dybt taknemlig for. Når jeg tænker på, at vi ikke har kendt hinanden i længere tid, så har vi fået et fantastisk samarbejde,« siger Henrik Pedersen idag til BT.

Pedersen har tidligere i sin karriere haft en central rolle som både global direktør og ungdomstræner i Red Bull Salzburg og den øvrige del af Red Bull-koncernens sportslige sektor. Fra 2014 til 2015 var han træner for førstedivisionsklubben HB Køge, ligesom han kortvarigt nåede at være konsulent for Vensyssel FF, inden han altså rykkede til Berlin.

Trods det spæde CV herhjemme er Pedersens navn efter succesen i Berlin angiveligt begyndt at figurere på flere Superligaklubbers liste over potentielle træneremner.

BT har således tidligere erfaret, at Pedersen har afvist samtaler med Sønderjyske, og han er siden også blevet sat i forbindelse med det ledige sæde i AaB. Men Danmark trækker ikke længere i Henrik Pedersen.

»Det er 100 procent i udlandet, jeg skal være. Nu skal vi bruge de næste par år på at bygge det her op i Union. Men selvfølgelig er mit mål igen at blive cheftræner. Lige nu er det bare et perfekt job for mig, så lige nu har Danmark ingen interesse overhovedet,« siger han.

Ambitionen er, at blive cheftræner uden for landets grænser, og her ser han sit nuværende job, som det bedst mulige springbræt:

»Det job, jeg har lige nu, et suverænt job i forhold til at forberede mig til de næste step i udlandet. Jeg har fået en cheftræner, der giver mig plads til at tage et stort ansvar. Jeg har altid set mig selv som cheftræner, og det gør jeg stadig, men denne mulighed var bare perfekt for mig,« suger Henrik Pedersen til BT.