Det går i forvejen ikke som smurt for det danske landshold.
Og nu har Kasper Hjulmand fået et nyt mareridt at forholde sig til, efter stjernerne Christian Eriksen og Rasmus Højlund har meldt afbud til skæbnekampene mod Slovenien og Nordirland.
Det er forfærdelig timing, mener B.T.s sportskommentator, Lasse Vøge.
»Nøgternt set er det en katastrofe for det danske landshold. Det er oplæggeren og målscoreren, der bliver hevet ud af et i forvejen groggy hold.«
»Og det sker i en periode, hvor man skal have luppen frem for at få øje på oplagte afløsere,« siger Lasse Vøge og tilføjer:
»Hvis ikke Slovenien i forvejen slikkede sig om munden ved tanken om at få ram på et selvtillidsforladt og faldefærdigt dansk landshold, så drypsavler de da kamplystent nu.«
Fredagens opgør mod Slovenien i Parken kan sende Danmark videre som nummer et i puljen - men det groggy landshold uden de største stjerner kan også spille sig i gigantiske kvalifikationsproblemer.
»Et nederlag i Parken åbner op for en dansk skæbnekamp i Belfast. Det scenarie er uhyggeligt at tænke på!«
»EM-billetten virkede sikker - selv efter fadæsen i San Marino. Men hvis jeg var roligan, ville jeg nu lige vente en uges tid med at kigge på hoteller i Tyskland,« siger Lasse Vøge.
Alt er dog ikke helt sort, vurderer B.T.s sportskommentator.
Det danske landshold har nemlig før skullet omstille sig til fraværet af sine største stjerner og det med stor succes - blandt andet efter Eriksens kollaps ved EM i 2021.
»Men der er altså også et lille håb i det her. Måske kan afbuddene ende med at være en velsignelse i forklædning for Hjulmand.«
»Fraværet af de største stjerner tager utvivlsomt spidsen af forventningerne om en toppræstation af landsholdet. Og måske kan det løsne lidt af den forkrampethed, der har lagt sig som en tåge over Hjulmands hold igennem hele kvalifikationen,« lyder det fra B.T.s sportskommentator.
Kasper Hjulmand har i stedet for Christian Eriksen og Rasmus Højlund indkaldt Jesper Lindstrøm og Jens Stryger Larsen.
Der hersker desuden tvivl om Andreas Skov Olsens deltagelse i de kommende landskampe, ligesom Robert Skov allerede har meldt afbud.
Sædvanlige landsholdsspillere som Simon Kjær, Alexander Bah og Mikkel Damsgaard var på grund af skader slet ikke til rådighed, da Hjulmand første gang udtog sin trup.