AEK Athen må ikke deltage i europæisk fodbold, næste gang klubben egentlig kvalificerer sig.

Den græske fodboldklub AEK Athen er blevet straffet hårdt af det europæiske fodboldforbund UEFA efter tilskueruroligheder i forbindelse med en Champions League-hjemmekamp mod Ajax i november.

Næste gang AEK Athen kvalificerer sig til en europæisk klubturnering, får den ikke lov til at deltage, hvis det er inden for de næste to år.

Når klubben på et tidspunkt er tilbage i europæisk, skal dens første to hjemmekampe spilles for tomme tribuner. UEFA har også straffet klubben med en bøde på 800.000 euro, hvilket svarer til næsten 6 mio. kr. Det skriver Reuters.

Kampen mod Ajax blev spillet på det olympiske stadion i Athen, og tribuneurolighederne begyndte, da en genstand blev kastet mod de hollandske fans. Genstanden eksploderede, og ifølge flere internationale medier var der tale om en såkaldt molotovcocktail, som er en hjemmelavet bombe.

Flere Ajax-fans blev såret, og billeder viste Ajax-fans med blod i ansigterne. De hollandske fans svarede igen med kasteskyts mod de græske fans, og politiet måtte gribe ind.

Som følge af urolighederne måtte tre politifolk og seks Ajax-fans på hospitalet for at modtage behandling.

/ritzau/