Præsidenten for det eurpæiske fodboldforbund Uefa, Aleksander Ceferin, truer med udelukkelse af de involverede spillere i den nye udbryderliga European Super League.

For deltager man i turneringen, så bliver man udelukket fra både EM og VM, lyder det fra præsidenten.

Med andre ord vil de blive bandlyst fra at spille for deres respektive landshold.

Det skriver flere internationale medier heriblandt Marca.

»Alle fodboldspillere, der deltager i den turnering, vil ikke være i stand til at deltage på landsholdet. Alle forbund er enige om dette,« siger Ceferin, der tilføjer:

»90 procent af Uefas penge går tilbage til fodbolden og ikke kun til eliten. UEFA opererer ikke kun for pengene. Den udvikler fodbolden. Sådan er Super League ikke. Det er kun forretning.«

Det kan betyde, at flere danske spillere ikke kan deltage for landsholdet fremadrettet. Andreas Christensen, Pierre Emile-Højbjerg, Martin Braithwaite, Christian Eriksen og Simon Kjær spiller alle for klubber, der er med til at stifte udbryderligaen.

Konkret er de 12 klubber Arsenal, Chelsea, Manchester United, Manchester City, Tottenham, Liverpool, Real Madrid, Atletico Madrid, Barcelona, Juventus, Inter og AC Milan.

Derudover er der plads til tre yderligere klubber blandt grundlæggerne, mens der er lagt op til, at der bliver plads til 20 hold i alt.

Det er endnu uklart, hvornår turneringen skal gå i gang, og hvilke juridiske konsekvenser det får for de 12 involverede klubber. Turneringen er set som en erstatning for Champions League, som Uefa står for.

Her vedtog Uefa mandag en ny turneringsstruktur, der træder i kraft fra 2024. Den indebærer blandt andet, at turneringen udvides til at indeholde 36 hold.