Uefa raser over melding fra Infantino: 'Krydser en grænse'
Fifas præsident pusler ifølge medier med en plan om at sælge dele af fodbold-VM.

Fifas præsident pusler ifølge medier med en plan om at sælge dele af fodbold-VM.

Vreden hos Uefa er stor.
»Det her krydser en grænse, som fodboldens styrende organer aldrig bør overtræde,« hedder det i en udtalelse fra den europæiske fodboldunion.
Reaktionen kommer i kølvandet på artikler fra The Times og Financial Times, som antyder, at Fifas præsident, Gianni Infantino, vil sælge aktier i VM.
Sådanne planer bliver ikke taget godt imod hos Uefa:
»Fodboldens sjæl og ledelse kan ikke handles, specielt ikke med nul transparens i spørgsmålet om, hvem som tjener på det. Ingen af os ejer fodbolden, og Fifa har ikke ret til at sælge den,« lyder det videre fra UEFA.
Efter flere medier begyndte at skrive om planerne, udsendte Fifa selv en pressemeddelelse tirsdag.
Det fremgår af den at man planlægger at sælge aktier i et nyt firma, som ifølge The New York Times skal drive organisationens hovedbegivenheder og altså også VM.
»Vores næste vækstfase kræver en struktur, der er skræddersyet til formålet – en struktur, hvor den kommercielle del af sporten fungerer som en fokuseret og dedikeret forretning, hvor værdien deles mere og bedre over hele verden,« udtaler Gianni Infantino.