Der er godt nyt til spillere i periferien af det danske fodboldlandshold.

Ved sommerens EM-slutrunde får landstræner Kasper Hjulmand nemlig lov til at udtage 26 spillere, hvilket er tre mere end normalt.

Det bekræfter Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) i en pressemeddelelse, efter at en mulig trupudvidelse har været debatteret i flere måneder.

Det er forbundets magtfulde eksekutivkomité, som DBU-formand Jesper Møller er med i, som har vedtaget regelændringen.

Opjusteringen fra 23 til 26 EM-spillere er et af flere coronatiltag i forbindelse med sommerens slutrunde, der blandt andet afvikles i Danmark.

Med tiltaget vil Uefa reducere risikoen for, at trupper decimeres kraftigt i tilfælde af coronasmitte på et hold.

For selv om en, fire eller syv spillere skulle blive ramt af virusset eller skal i isolation på samme tid, vil landstræneren for det pågældende hold stadig have mulighed for at gennemføre ordentlige træninger og have flere taktiske kort på hånden.

Landstræner Kasper Hjulmand havde ved den seneste landsholdssamling i marts også udtaget flere end 23 spillere for netop at være sikker på, at hans mandskab ikke blev handikappet med kort varsel.

Selve udvidelsen af EM-truppen gælder dog kun på træningsbanen. Til kampene må der stadig kun være 23 spillere på holdkortet - 11 spillere i startopstillingen og 12 på udskiftningsbænken.

I en skades- og coronafri trup skal tre spillere derfor sorteres fra til den enkelte kamp, men trioen kan potentielt være med igen i den næste kamp.

Blandt de 23 spillere til hver kamp skal der være tre målmænd.

De nye tiltag gælder kun ved sommerens EM-slutrunde.

EM-trupperne skal sendes ind til Uefa senest 1. juni. Bliver en spiller alvorligt skadet inden sit holds første kamp ved slutrunden, er det tilladt at bytte spilleren ud.

De nye EM-regulativer giver også mulighed for at udskifte en skadet målmand på et hvilket som helst tidspunkt af turneringen, selv om holdet stadig måtte have en eller to kampklare målmænd.

En spiller, der først er skiftet helt ud af en EM-trup, kan ikke blive skiftet ind igen.

Tidligere tirsdag kom det frem, at der bliver lukket 15.900 tilskuere ind til de fire EM-kampe, der skal spilles i Parken i København.

Det blev bekræftet i den genåbningsaftale, der faldt på plads natten til tirsdag. Det kan du læse meget mere om lige HER.

Sommerens EM-slutrunde spilles fra 11. juni til 11. juli.