UEFA skal nok lige have tjekket op på FC Københavns spillere.

I hvert fald inden returopgøret mellem de danske mestre og mægtige Manchester City i Champions League.

For i tirsdagens brag i Parken formåede Det Europæiske Fodboldforbund nemlig at stave debutanten Magnus Mattssons navn forkert på måltavlen i Parken.

Det gjorde en X-bruger da også klubbens kommunikationschef, Jes Mortensen, opmærksom på undervejs i opgøret. Du kan se opslaget nederst i artiklen.

Magnus Mattsson efter scoringen til 1-1.
Magnus Mattsson efter scoringen til 1-1. Foto: Anthon Unger
Vis mere

På det tidspunkt havde FCK dog allerede bedt UEFA om at rette fejlen, svarede Jes Mortensen på det sociale medie.

'Det er faktisk UEFA, der laver de grafikker, men vi har bedt dem om at rette,' lød det på X.

Magnus Mattsson skød sin FCK-start i gang på forrygende vis, da han hamrede scoringen til 1-1 i kassen mod de engelske mestre onsdag aften.

Danskerens scoring var dog ikke nok til at sikre københavnerne et brugbart resultat inden returopgøret.

Pep Guardiolas stjernemandskab vandt nemlig på overbevisende vis med 3-1 i den danske nationalarena.

Dermed skal FCK levere lidt af et mirakel, hvis det skal ende med en plads i kvartfinalen i dette års Champions League.