DBU er for tidligt ude med sin udmelding om, at kvinde-EM og U21-EM bliver flyttet til 2022. Sådan slår Uefa det nu fast over for B.T.

'Ingen formel beslutning er endnu blevet taget, men det er helt sikkert en sandsynlig mulighed (for begge turneringer),' lyder det i et skriftligt svar for Uefas kommunikationsafdeling, efter at B.T. har spurgt ind til sagen.

Altså: Endnu (?) er de to slutrunder altså ikke officielt blevet omplaceret på trods af DBU's skråsikre udmelding, der kom onsdag.

UEFA har indtil videre (midt i marts) kun meddelt, at de to slutrunder bliver udskudt som en følge af, at herrernes EM-slutrunde flyttes fra 2020 til 2021 og dermed ville komme til at kollidere med kvindernes EM-slutrunde og U21-slutrunden. Men uden at angive nye tidspunkter for afviklingen af de to slutrunder.

Onsdag lød det ellers på DBU's hjemmeside, at det på et 'virtuelt møde' onsdag mellem UEFA og de 55 medlemslande var blevet besluttet: 'At Kvinde-EM i England bliver skubbet fra sommeren 2021 til året efter, og også U21-herrernes EM skubbes.'

»I en optimal verden blev slutrunderne for kvindelandsholdet og U21-herrerne afviklet som planlagt. Samlet set er det godt for kvindelandsholdet og kvindefodbold at få bedre plads og mere opmærksomhed i sommeren 2022, hvor vi kan skabe en kæmpe fodboldfest,« udtalte DBU-direktør Jakob Jensen i den forbindelse.

Også i Sverige vækker den udmelding undren. Det svenske medie Aftonbladet har spurgt formanden for det svenske fodboldforbund, Karl-Erik Nilsson, om udsættelsen af først og fremmest kvindernes EM-slutrunde.

Han konstaterer slet og ret, at 'Danmark spekulerer'.

DBU-direktør Jakob Jensen meldte ud om de to slurtrunder onsdag.
DBU-direktør Jakob Jensen meldte ud om de to slurtrunder onsdag. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

'Der findes endnu ingen ExCo-beslutning (UEFAs eksekutiv komite, red.), og spørgsmålet var ikke oppe på gårsdagens Exco-møde. Beskeden kommer, når det er færdigbehandlet af UEFA-administrationen, og der er vi ikke rigtigt endnu,' lød det i en sms fra Karl-Erik Nilsson til Aftonbladet.

Kvindernes EM-slutrunde, hvornår den end skal afvikles, har England som vært, mens U-21-slutrunden skal finde sted i Ungarn og Slovenien.

Det er faktisk ikke første gang, at et nordisk fodboldforbund er lidt for hurtige på aftrækkeren i forbindelse med udsættelsen af en slutrunde.

Da herrernes EM slutrunde for et par uger siden blev rykket fra sommeren 2020 til 2021, var det norske fodboldforbund ligeledes rap til at melde beslutningen ud inden UEFA. Læs mere om det her