Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) åbner sag mod FC København på grund af brug af pyroteknik i forbindelse med Europa League-kampen mod Malmö FF torsdag.

Det oplyser FCK på sin hjemmeside.

- Uefa har nu åbnet en sag mod klubben, og vi afventer behandlingen af den, lyder det på hjemmesiden.

FCK er tidligere blevet straffet af Uefa for samme forseelse, men det har altså ikke stoppet brugen af pyroteknik på tribunerne.

- I forhold til den voldsomme brug af pyroteknik har vi for nylig præciseret regler og risici og gjort vores holdning klar, og den er ikke ændret.

- Vi er klar over, at dette er en kompliceret og stor opgave at løse, og at det kommer til at tage tid, skriver FCK.

/ritzau/