Alt gik galt for FC Midtjylland i slutningen af søndagens superligakamp mod Sønderjyske.

Midtbaneprofilen Philip Billing fik sit andet gule kort for at svinge en arm i hovedet på Olti Hyseni, og kort efter lukkede mesterskabsbejleren målet ind til slutresultatet 1-2.

Men Billing har svært ved at se, hvad han skulle have gjort anderledes i situationen, der satte det hele i gang i slutminutterne.

- Når jeg bliver holdt tilbage og prøver at løbe, kunne jeg godt tænke mig et frispark lidt før. Så var det ikke sket. Jeg prøvede at løbe fremad, så det var derfor, jeg ikke gad give op.

- Jeg prøvede at komme fremad, og jeg har lange arme, og jeg endte med at ramme ham. Måske skulle jeg have tænkt mig bedre om, men det er ikke sådan, at jeg slog ham i hovedet med vilje, siger han til Viaplay efter kampen.

Direkte adspurgt, om han er enig eller uenig i udvisningen, vil han ikke udpensle sit svar over for tv-stationen.

- Hvis dommeren synes, det er et korrekt gult kort, er det sådan, det er. Nu har jeg set ham fra OB få karantæne for at sige noget om dommeren, og den vej gider jeg ikke gå ned ad. Det er ikke dommerens skyld, at vi taber kampen i dag, siger Philip Billing.

Med "ham fra OB" refererer Billing til OB's Max Ejdum, som i sidste uge fik en spilledags karantæne for sine kommentarer om dommer Lasse Graagaard i OB's 1-1-kamp mod Silkeborg. Udtalelser, som Ejdum siden har fortrudt.

FCM's træner, Mike Tullberg, lagde efter nederlaget ikke skjul på sin utilfredshed over udvisningen.

- Det skal ikke lyde, som om alt går imod FC Midtjylland, fordi det gør det ikke, men generelt er det bare sådan, at det er svært at være i, fordi der ikke er nogen linje i det, der bliver dømt.

- Det er som at kaste en terning. Der bliver nødt til at være en eller anden linje i det, der bliver gjort, og det synes jeg ikke, der er, siger Mike Tullberg til TV 2 Sport.

Efter nederlaget er FC Midtjylland på andenpladsen i Superligaen med to point op til AGF.

/ritzau/