Der er rift om pladserne, når FC København tirsdag aften indleder sin Champions League-kampagne.

Så meget, at modstanderholdet The New Saints FC har følt det nødvendigt at advare om ulovligheder.

Kort efter midnat natten til tirsdag har den walisiske klub været på Twitter med oplysninger om, at kampen er udsolgt, og at sortbørshajer åbenbart er i spil.

Selv om klubben ligger i Wales, har den hjemmebane i England på det lille stadion Park Hall, og her er der plads til 2.034, hvoraf 1.034 er siddende.

Alle billetterne er revet væk, og nu sælges de til vanvittige overpriser.

»Vi hører tilfælde af, at billetter til vores kamp mod FC København skifter hænder for 200 - 300 pund (cirka 1.600 - 2.500 kroner, red.),« skriver The New Saints FC og fortsætter:

»Vær opmærksom på, at det er ulovligt, og at billetterne kan være forfalsket. Vi har desværre udsolgt.«

De priser er rundt regnet 10 gange dyrere, end det koster at se en almindelig FCK-kamp i Superligaen.

Ståle Solbakkens skal tirsdag føre sit ind til den første europæiske kamp i denne sæson.
Ståle Solbakkens skal tirsdag føre sit ind til den første europæiske kamp i denne sæson. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Hvis FC København som ventet slår sig forbi waliserne i Champions League-kvalifikationen, kan en særdeles hård omgang vente næste gang.

Serbiske Røde Stjerne, der i sidste sæson slog de senere vindere af Champions League, Liverpool, blev trukket mandag op af bowlen som det hold, danskerne kan møde i tredje kvalifikationsrunde, hvis serberne selv slår finske HJK Helsinki.

Men først skal FC København fokusere på waliserne fra The New Saints FC.

Det opgør bliver fløjtet i gang klokken 20.00 tirsdag aften.