Udskiftning i landsholdstruppen: 'Det er en af de vildeste historier'


Den danske trup er plaget af skader forud for kampen mod Spanien på fredag.
Den vante back, Joachim Mæhle, er ikke kampdygtig - og derfor er Mads Roerslev, der tidligere har været under landstræner Brian Riemers vinger i Brentford, blevet indkaldt til truppen.
Og netop Brian Riemer beskriver Mads Roerslevs iøjenfaldende rejse fra ikke at være god nok til FCK eller Vendsyssel til nu at have spillet flere end 100 kampe for London-klubben Brentford, der ligger nummer 11 i den bedste engelske række:
»Jeg synes, at Mads' rejse er en af de vildeste historier i dansk fodbold. Han havde et par uheldige lejeophold og pludselig var der ingen klubber, der ville have ham,« siger Danmarks landstræner til den fremmødte presse på Marienlyst badehotel, og forklarer samtidig, at et krydstogt og en telefonsamtale blev afgørende for Mads Roerslevs historie:
»Jeg var krydstogt i Italien og var lige ankommet til La Spezia, hvor jeg gik en lille tur oppe i bjergene og så ringer Roerslevs far til mig og siger “du er simpelthen nødt til at hjælpe. Der er ingen, der vil have Mads« og det var jo sådan hans situation var.«
Og derfra tog det fart for den 25-årige højreback, som beskrives af Brian Riemer, som truppens bedste defensive back.
»Vi tog ham ind i Brentford på B-holdet - og han var ikke lovet noget. Men meget hurtigt viste det sig, at han kunne blive en nøglefigur. Og det viste han ved at være en af ophavsmændene, da Brentford rykkede op på Wembley. Det er en rejse og en historie, der har været helt fænomenal,« understreger Danmarks landstræner.
Hvilken atlet står for årets største danske sportspræstation? Hvem skal tildeles B.T. Guld? Det kan DU være med til at afgøre. Stem på årets 10 største danske sportspræstationer LIGE HER.