Casper Sloth fik efter eget ønske sin kontrakt ophævet i engelske Notts County efter blot seks uger i klubben.
Han fik efterfølgende en hård medfart af klubbens træner, Neal Ardley, der betvivlede danskerens attitude og manglende vilje til at kæmpe for sin plads på holdet.
Og samtidig sagde Ardley, at han aldrig havde oplevet noget lignende.
Casper Sloth er ingenlunde tilfreds med udtalelserne. Til B.T. skriver han, at der er flere sider af sagen:
»Der er to meget forskellige opfattelser af forløbet, og jeg er bestemt ikke enig i det, der bliver udtalt. Selvfølgelig har det intet at gøre med, at jeg ikke var med i den første kamp. Det er jo helt latterligt at udtale! Der var nogle personlige ting også, hvilket jeg ikke ønsker at uddybe nærmere.«
I klubbens officielle udmelding lød det, at Casper Sloth ikke havde fundet sig til rette, og at det var årsagen til, at han nu forlod dem. Men Neal Ardleys efterfølgende kommentarer falder ikke i god jord hos den 28-årige dansker:
»Jeg vil ikke finde mig i det her.«
Casper Sloth nåede aldrig at få sin officielle debut for Notts County, der spiller i den femtebedste række i England. Han blev præsenteret i slutningen af august og døjede med en skade under opstarten, men fik kæmpet sig i form til sæsonstarten.

Alligevel blev han fravalgt af træneren til sæsonens første kamp, og dagen efter gik Sloth ind på Ardleys kontor for at meddele, at han ønskede at ophæve med klubben.
Neal Ardley var forbløffet og slet ikke tilfreds. Efter eget udsagn forsøgte at han overtale Sloth til at kæmpe for sin plads, men parterne blev kort efter enige om en ophævelse af kontrakten, og nu står danskeren så uden klub.
Han har allerede lagt det mislykkede ophold bag sig og kigger nu mod nye udfordringer.
»Det er et afsluttet kapitel for mig, og mit fulde fokus er på fremtiden,« siger Sloth.
Hvad fremtiden bringer, ved han endnu ikke. Men han skriver til B.T., at den fysiske tilstand er fin, og at han har været i dialog med nogle klubber:
»Jeg holder mulighederne åbne.«
Casper Sloth har tidligere tørnet ud for blandt andre AGF, Silkeborg og Aab. I det britiske har han før prøvet kræfter hos Leeds, og inden Notts County var han i Skotland, hvor opholdet hos Motherwell blev uden den store succes.