Det er hårde tider i den belgiske storklub Anderlecht.

Klubben har gang i en skuffende sæson, ligesom den har hårdt brug for penge. Derfor skal klubben til at sælge ud, og hele 24 spillere kan være på vej væk.

Det skriver den belgiske avis Het Laatste Nieuws.

Anderlecht har nemlig en stor gæld hængende over sig, mens tallene på bundlinjen i øjeblikket også er blodrøde. Derfor ser klubben ingen anden løsning end at begynde at sælge ud af spillerne i truppen.

Den tidligere FC Midtjylland-profil Bubacarr Sanneh er blandt andre på listen over spillere, der skal væk.

Storklubben købte den bomstærke forsvarsspiller for hele 60 millioner kroner i sommeren 2018, men han slog aldrig igennem og har i denne sæson været udlejet til tyrkiske Göztepe.

Derudover skulle den svenske angriber Isaac Kiese Thelin også være på den 24 mand lange liste. En spiller, der i sommer var meget tæt at skifte til FC København.

Anderlecht ligger lige nu helt nede som nummer ni i den belgiske liga.