Manchester United har længe været interesseret i Dortmund-stjernen Jadon Sancho. Men hvis han skal skifte til Old Trafford, skal den helt store pengepung findes frem.

Manchester United-manageren, Ole Gunnar Solskjær, er derfor parat til at skille sig af med seks spillere for at kunne betale prisen for den 20-årige kantspiller.

Den engelske storklub understreger dog, at de kun vil sælge, hvis de rigtige tilbud kommer. Det skriver The Telegraph.

Det er Alexis Sanchez, Phil Jones, Jesse Lingard, Chris Smalling, Marcos Rojo og Diogo Dalot, der alle kan være fortid i klubben efter sommerferien.

Alexis Sanchez kan snart være fortid i Manchester United.
Alexis Sanchez kan snart være fortid i Manchester United. Foto: PETER POWELL
Vis mere

Manchester United skulle ifølge det engelske medie ligeledes være interesseret i at hente Kalidou Koulibaly i Napoli.

I sidste sommers transfervindue brugte Ole Gunnar Solskjær omkring 615 millioner kroner på Harry Maguire, Daniel James og Aaron Wan-Bissaka.

Corona-krisen har dog betydet, at pengene ikke sidder så løst her 12 måneder senere, og Manchester United må derfor rense ud i truppen, hvis de vil have fingrene i Jadon Sancho.

Den 20-årige englænder har et prisskilt på et sted mellem 820 millioner og en milliard danske kroner.

Manchester United kæmper lige nu for at komme i Champions League i næste sæson. Derfor er der livsvigtige point på spil på torsdag, når de gæster Crystal Palace.