Met et hattrick på bare 18 minutter er danske Kasper Dolberg godt i gang med at manifistere sig som en af Europas hotteste angribere.

Først hamrede Ajax-angriberen klinisk 1-0-scoringen ind, siden gjorde han det koldblodigt til 2-0, inden han satte trumf på med et spektakulært hovedstødsmål. Bare for lige at understrege, at den 19-årige silkeborggenser kan det hele.

Sådan noget vækker opsigt. Ikke bare i Danmark, men i særdeleshed i Holland, hvor hyldesten vælter ned over den unge jyde. Mandag indtager Kasper Dolberg den hollandske avis De Telegraafs opfindsomme sportsforside med ordene: 'Wonderkind'.

Søndagens Dolberg-opvisning var da også noget ud over det sædvanlige. Også i historisk forstand. Tjek bare disse stats, der sender ham i selskab med Ajax-koryfæer:

  • Kasper Dolberg er den yngste Ajax-spiller med et hattrick i Æresdivisionen siden den nuværende FCM-spiller Rafael van der Vaart i 2001.
  • Seneste Ajax-spiller med et hurtigere hattrick end Dolberg: Marco Van Basten.
  • Seneste Ajax-spiller til at score et hattrick før pausen: Luis Suarez.

Og så er der statistikken fra søndagens massakre over NEC Nijmegen, som udover de tre scoringer desuden bød på en assist af landsmanden Lasse Schönes fremragende 5-0-scoring. Som tallene herunder angiver, vandt Kasper Dolberg ALLE sine luftdueller og udfordringer.

Som BT tidligere har beskrevet, er Kasper Dolberg allerede et varmt navn i store europæiske klubber og med sit historiske hattrick vil interessen kun stige. Flere tidligere storspillere spår en fremtid i nogle af verdens største klubber med Spanien og England som to af de varmeste bejlere. Søndagens hattrick gik heller ikke det toneangivende spanske medie Marcas næse forbi.

»Jeg tror, at klubber som Chelsea, Real Madrid og Barcelona kigger på ham,« lyder det fra Schalke 04-legenden Youri Mulder til hollandsk tv, hvor også den tidligere hollandske landstræner og Dortmund-træner Bert van Marwijk uddeler store roser.

»Jeg har stor tro på den knægt. Hvis ikke han klarer det, forstår jeg det ikke,« siger han i en snak om Kasper Dolbergs muligheder for en fremtid hos en af de europæiske giganter.

Imens forsøger Kasper Dolberg at gøre det, som virker lige så naturligt for ham, som at score mål: At bevare benene på jorden.

Efter opvisningen søndag gjorde han det klart, at han ikke går med tanker om et nyt klubeventyr.

»Jeg ønsker at blive her meget længe. Selvfølgelig kigger alle din vej, når du gør det godt for Ajax. Men det betyder intet for mig,« udtalte Kasper Dolberg til klubbens hjemmeside.

Kasper Dolberg har kontrakt med Ajax frem til sommeren 2021.