27 mål og 11 assister i 25 kampe taler sit eget sprog.

Med de tal i ryggen går Eliteseriens topscorer, danske Kasper Junker, et særdeles interessant transfervindue i møde denne vinter, og han lægger ikke skjul på, at det store skifte i karrieren skal være nu, og at der er bejlere nok.

»Jeg har for første gang gode kort på hånden, og jeg kan vælge og vrage i forhold til, hvad der passer til mig, frem for, at jeg har været vant til, at jeg skulle tage det første og det bedste, hvis der kom noget. Det skal jeg selvfølgelig nyde, og det er jeg helt tryg ved sammen med Christian (hans agent, Christian Bysted, red.). Der er rigtig mange klubber, der er interesserede i mig,« siger Kasper Junker.

I norske medier er der blevet spekuleret i, at især tyske og engelske klubber lurer på den 26-årige danske angriber, og det er også i de retninger, han søger.

Kasper Junker efter scoring mod Milan på San Siro i Europa League-kvalifikationen.
Kasper Junker efter scoring mod Milan på San Siro i Europa League-kvalifikationen. Foto: DANIELE MASCOLO
Vis mere

»Der er begyndt at komme lidt konkrete ting. Især de engelske ting lyder meget interessante. Der har også været rigtig meget interesse fra Bundesligaen, og det er en drøm. Det skal være nu enten sportsligt eller økonomisk, men det er også en svær situation, og vi skal have is i maven og ikke være blege for at sige nej til ting. Vi må være tålmodige,« pointerer Kasper Junker, der for under et år siden skiftede fra Horsens til den norske mesterklub Bodø/Glimt.

Siden har han ikke set sig tilbage, og Kasper Junker, der i sine seks år i Superligaen ikke fik forløst sit fulde potentiale, sigter i hvert fald heller ikke mod at skulle bevise sig i Danmark foreløbigt.

End ikke topklubberne kan lokke ham til som førsteangriber denne gang.

»Nej, jeg er ikke klar til at flytte tilbage til Danmark endnu. Jeg har virkelig fundet ud af, hvor fedt det er at prøve sig af i udlandet, og jeg kan kun anbefale folk at turde tage skridtet væk, så man kan stå på egne ben og ikke være tæt på sine forældre, man kan tage hjem og græde ud ved, når man har spillet en lortekamp. Her skal man selv redde sig ud af problemer eller glæde sig, hvis det går godt,« ræsonnerer Junker, der her fortæller om sin egen pludselige succes i udlandet, og hvorfor han tror på, at det norske mandskab måske med undtagelse af FC Midtjylland 'vil smadre alle hold i Skandinavien'.

Junker er da også så glad for at være i Bodø/Glimt, hvor der venter spændende udfordringer, at han ikke død og pine skal væk i dette vindue, selv om det er målet.

»Der har som nævnt været masser af forespørgsler, og vi kigger på det meget seriøst, for det her er et springbræt for mig, og det var også det, klubben overtalte mig med, da jeg skiftede herop. Jeg skylder klubben, at pakken også skal være god for dem.«

»Hvis der ikke sker noget nu, så får jeg Champions League med klubben til sommer, og det er også stort, men det er klart, at det er nu her til januar, at det er spændende for mig, og hvis der kommer noget godt, hopper jeg med på den vogn.«

En vogn, som efter et voldsomt stærkt 2020 har mange døre.