62 afslutninger, 0 mål og VM-exit.

Det er de nedslående fakta for Tyrkiet efter to ud af tre gruppekampe ved VM.

Tidligt lørdag morgen tabte tyrkerne med 0-1 til Paraguay, som scorede efter 64 sekunder og holdt den skrøbelige føring trods undertal i mere end en halvleg.

Dermed er Tyrkiet færdig ved VM efter også i den første kamp at have lidt nederlag. Her tabte tyrkerne med 0-2 til Australien.

Og landstræner Vincenzo Montella har svært ved at fatte, at den fodboldgale nation allerede før sidste gruppekamp er ude.

- Vi skabte chancerne, men på en eller anden måde gik boldene bare ikke ind, siger Vincenzo Montella ifølge Reuters og tilføjer:

- Det er virkelig chokerende at sige farvel til VM efter kun to kampe.

I den første kamp mod Australien havde Tyrkiet 30 afslutninger – 8 inden for rammen. I den anden kamp havde tyrkerne 32 afslutninger – 5 inden for rammen.

Samtidig har tyrkerne domineret meget tungt, hvad angår boldbesiddelse, og Vincenzo Montella har da heller ikke noget at udsætte på sine spillere.

- Vi kunne helt åbenlyst have været skarpere, men jeg føler ikke, at jeg er i en position, hvor jeg kan beskylde spillerne for noget som helst. Jeg elsker dem endnu mere, end jeg gjorde før, for de har vist både hjerte og sjæl, siger Vincenzo Montella.

Den måske største stjerne hos tyrkerne, 21-årige Arda Güler fra Real Madrid, var helt i kulkælderen efter nederlaget til Paraguay.

- Vi prøvede virkelig ihærdigt, men det lykkedes bare ikke. Vi skulle have scoret nogle mål, og vi skulle have vundet de her kampe. Alle er kede af det, og alle græder, siger Arda Güler ifølge Reuters.

Selv om tyrkernes skæbne er beseglet, skal de i kamp igen. I den sidste gruppekamp venter USA.

/ritzau/