Den danske fodboldspiller Carlo Holse er natten til tirsdag blevet opereret for blindtarmsbetændelse.

Det oplyser Rosenborg BK i en pressemeddelelse.

»Carlo fik mavesmerter efter kampen mod Odd, og de tog til i løbet af natten,« siger den norske klubs læge Olav Aas.

»I går blev det besluttet, at han skulle opereres for blindtarmsbetændelse. Det skete i nat på St. Olavs Hospital, og alt gik fint,« lyder det desuden.

Klubben oplyser, at man forventer, der går omkring fire uger, før Carlo Holse er tilbage efter operationen.

Den 23-årige Holse har været i Rosenborg siden 2020, hvor han skiftede Danmark ud, og han har i den grad leveret i det norske, hvor han i 2021 blev kåret til 'Årets Spiller' i klubben.

Fra 2017 til 2020 spillede han i F.C. København, der i en periode også lejede ham ud til Esbjerg fB.

Han har desuden spillet 18 kampe for Danmarks U21-landshold.