Der har i et stykke tid været lidt stille om den tidligere landsholdsspiller Nicklas Pedersen, men søndag spillede den 31-årige forward sig tilbage i overskrifterne i hollandsk fodbold.

Pedersen sørgede nemlig med to scoringer for, at hans klub, Emmen, overraskende tog point fra topholdet PSV Eindhoven.

Kampen endte 2-2, efter at PSV havde ført med 2-0 indtil ti minutter før tid.

Først udnyttede den tidligere FC Nordsjælland-spiller en dybt stikning og passerede PSV Eindhovens målmand, Jeroen Zoet, med et elegant vip.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Lasse Schöne, Christian Eriksen, Michael Krohn-Dehli, Tobias Mikkelsen og Nicklas Pedersen
Lasse Schöne, Christian Eriksen, Michael Krohn-Dehli, Tobias Mikkelsen og Nicklas Pedersen Foto: Claus Bech
Vis mere

I kampens tillægstid profiterede den erfarne forward af panik i PSV's forsvar, da Emmen havde taget målmanden med frem på en dødbold. Bolden havnede hos Nicklas Pedersen, der kunne heade et point i hus.

Dermed tabte PSV Eindhoven et point i topstriden, men rivalerne fra Ajax formåede ikke at udnytte gaven.

Amsterdam-klubben kom ud for en tilsvarende nedtur, da Heerenveen efter en overtidsscoring fik 4-4 i en målfest på Johan Cruijff Arena.

Både Kasper Dolberg og Lasse Schöne var med fra start for Ajax, mens Rasmus Nissen Kristensen kom på banen efter pausen.

Schöne stod for oplægget til Ajax' første scoring, som blev sat ind af Dusan Tadic.

Heerenveen fra Daniel Høegh i midterforsvaret formåede dog hele tiden at holde snor i hjemmeholdet og fik det ene point, da Kik Pierie udlignede til 4-4 i dommerens tillægstid.

Dermed er Ajax fortsat to point efter PSV Eindhoven i toppen af Æresdivisionen.

/ritzau/