OB ansætter Alexander Zorniger som ny cheftræner efter oprykningen til Superligaen. 

Ifølge den fynske klubs hjemmeside har tyskeren underskrevet en treårig aftale – og afløser Søren Krogh, der nu er færdig i jobbet.

Sportsdirektør Troels Bech fortæller, at udskiftningen på posten sker, fordi OB nu står over »en stor udfordring og markant stærkere modstandere«.

»Derfor har vi brug for et gearskifte, og vi kigger på forstærkninger på alle positioner – også cheftrænerposten,« siger han:

»Og her er det vores vurdering, at Alexander Zorniger og OB er et fantastisk match, som kan fortsætte vores udvikling og på den korte bane sikre, at OB også er et superligahold, når den kommende sæson slutter næste sommer.«

Den 57-årige tyske træner huskes måske nok af danske fodboldfans fra tiden som træner for Brøndby, der under tyskerens ledelse var tæt på at vinde det danske mesterskab.

Her skal det i øvrigt nævnes, at det også var Troels Bech, der stod for ansættelsen, da han dengang var sportsdirektør i Vestegnsklubben.

Nu fortsætter samarbejdet så på Fyn.

Det glæder den nye træner sig også til.

»Jeg er blevet præsenteret for det arbejde med klubbens kultur og identitet, som man er i gang med, og jeg kan konstatere, at ønsket om spillestil og spillemæssigt udtryk passer perfekt sammen med den måde, jeg synes, at fodbold skal spilles,« siger Alexander Zorniger.

Efter sit Brøndby-exit i 2019 er det blevet til cheftrænerstillinger i cypriotisk og tysk fodbold for ham.

Han bringer to assistenttrænere, Tamás Bódog og Jurek Rohrberg, med sig. De begynder alle i den fynske klub 14. juni.

OB vandt i den forgangne sæson 1. division, så opholdet i landets næstbedste række blev kun på et år.