Det går løs om 10 dage. Og det er mod en af turneringens allerstørste favoritter.

Niels Frederiksens U21-landshold skal ramme allerhøjeste niveau fra start, når Danmark møder Tyskland i den første gruppekamp ved EM.

Landstræneren tog sit andet skridt mod den turnering og den kamp, da han fredag skar Carlo Holse, Magnus Christensen og Jonas Bager fra truppen. Nu står han tilbage med 23 mand.

»Det er en helt bunke af rigtig dygtige individualister. Der er mange profiler og mange målscorere på de offensive positioner. Og så er der også ret dedikerede forsvarsspillere. Jeg synes, at vi har en virkelig spændende trup, og det er også det, der gør, at vi er optimistiske,« siger Niels Frederiksen,

Jacob Bruun Larsen
Jacob Bruun Larsen Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

U21-landsholdet har nu været samlet i en god rum tid, men det har i perioder været uden FC Københavns topscorer Robert Skov, Dortmunds kantspiller Jacob Bruun Larsen og FC Nordsjælland-anfører Viktor Nelsson, som alle har været under Åge Hareides vinger på A-landsholdet.

Det betyder langt fra, at der ikke ikke blevet kløet hårdt på frem mod slutrunden.

»Vi har arbejdet rigtig meget taktisk indtil nu. Der er to hovedtemaer, vi har haft gang i den første uge. Det har været det fysiske - at få en vurdering af spillerne og også lægge på de spillere, der havde behov for det,« siger Niels Frederiksen og fortsætter.

»Vores data viser, at vi har trænet rigtig hårdt. Og så har det handlet om at få sat rammen om de taktiske ting både offensivt og defensivt. Hvordan vi gerne vil spille, og hvad der er hovedbudskaberne i det.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

De danske U21-drenge kommer fra forskellige typer af sæsoner. Nogle har spillet uafbrudt og aldeles meget som for eksempel Robert Skov, der har løbet sine meter både i Superligaen og Europa League, mens andre har været mindre belastede.

»Vi prøver at håndtere spillerne individuelt, men problemet har primært været det modsatte - at sørge for, at nogle spillere fik noget ekstra. Det har været det primære problem. Det er rigtig, at Robert Skov har været stærkt belastet, og hvis vi havde haft ham her, kan det sagtens være, at vi havde taget lidt hensyn til ham,« siger Niels Frederiksen og fortsætter.

»Det har jeg ikke haft mulighed for. Joakim Mæhle er en anden spiller, der har spillet rigtig mange kamp, og ham tager vi også lidt hensyn til. Ellers er det spillere, som har behov for at træne og spille.«

Og hvad kan vi så forvente af det U21-landshold, der blandt andet tæller Superliga-profiler som Robert Skov, Andreas Skov Olsen og Viktor Nelsson samt udlandsproffer som Premier League-spilleren Philip Billing, den belgiske mester Joakim Mæhle samt Sampdoria-profilen Joachim Andersen.

»Jeg skal huske altid at sige det med, at det er en turneringsstruktur, hvor du skal ramme dit topniveau - også mod Tyskland, fordi vi er tvunget til at skabe et resultat mod Tyskland. Så det bliver ikke nemt, og vi er ikke favoritter til at vinde vores pulje. Det er man ikke, når man er i pulje med Tyskland. Men vi har i den grad holdet og spillerne, der også kan slå Tyskland.«