EM-forberedelserne er på plads for U21-landsholdet, der før sommerens EM møder Belgien, Frankrig og Kroatien.

Optakten er nu på plads for de danske U21-talenter, der til sommer skal repræsentere Danmark ved fodbold-EM i Italien og San Marino.

Træner Niels Frederiksens tropper skal i 2019 finde formen mod Belgien, Frankrig og Kroatien.

De tre nationer, som Danmark skal møde, deltager alle ved sommerens EM-slutrunde.

- Vi skal testes på øverste hylde. Det er formålet med slutrunden, og det er også idéen med vores testkampe.

- Jeg er glad for, at vi har nået et niveau, hvor vi er attraktive for de bedste hold i verden, siger Nels Frederiksen i en pressemeddelelse.

I marts møder Niels Frederiksens mandskab Belgien i Danmark og dernæst Frankrig på udebane.

Danmark møder kroaterne 13. juni, hvilket kun er fire dage inden, at det danske mandskab spiller den første kamp ved EM-slutrunden mod Tyskland, så det bliver sidste chance for at teste EM-formen af.

Danmarks tre testmodstandere har på A-landsholdsniveau vist høj klasse på det seneste.

Ved sommerens VM-slutrunde i Rusland sluttede de tre nationer på første-, anden- og tredjepladsen. Frankrig vandt guld, Kroatien sølv og Belgien bronze.

/ritzau/