U21-profiler skal fungere som hold for at bestå EM-eksamen
Individuelle kvaliteter er ikke nok, når Danmarks U21-hold skal forsøge at spille sig til EM, påpeger træner.

Individuelle kvaliteter er ikke nok, når Danmarks U21-hold skal forsøge at spille sig til EM, påpeger træner.

Med navne som Lucas Høgsberg, Clement Bischoff, Conrad Harder og Adam Daghim står U21-landsholdet stærkt, og det handler nu om at få holdet til at fungere som en slagkraftig enhed, der kan sikre en EM-billet.
Det fastslår U21-landstræner Lars Knudsen før to playoffkampe mod Holland, hvor den samlede vinder kommer med til næste års slutrunde i Serbien og Albanien.
- Enten spiller de fast i Superligaen, eller også spiller de i udlandet på rigtigt fine adresser. Det er enormt positivt, at vi står så stærkt.
- Jeg tror, det er den bedste trup både kvalitets- og formmæssigt i den periode, vi er i gang med lige nu, siger Lars Knudsen.
Men én ting er at have gode spillere. En anden ting er at lykkes med at få de dygtige individer smeltet sammen til et kollektiv, der kan slå Holland.
- Mange af de her drenge kender heldigvis hinanden godt i forvejen. Men der er trods alt relativt stor udskiftning fra den seneste trup og så til denne.
- Det bliver vores opgave at kitte dette hold sammen, så vi kan præstere som en enhed, siger Lars Knudsen.
U21-holdet tager fredag imod Holland i Vejle i den første af to kampe. Der er returkamp i Almere på tirsdag.
- Vores ambition har hele tiden været, at vi skal til EM. Det er stadig ambitionen, og det går vi efter. Vi er godt klar over, vi skal op imod en stærk modstander, der har masser af kvalitet.
- Vi kender modstanderen godt, og vi er fulde af tro på, at vi kan levere noget godt, siger træneren.
I denne uge har det handlet for Lars Knudsen om at give spillerne nogle budskaber, som er meget tydelige og nemme at forstå og omsætte på banen mod Holland.
- Hvis man kender lidt til hollandsk fodbold også i en historisk kontekst, så er Holland en smule foran Danmark. Det gør sig måske kvalitetsmæssigt også gældende på U21-niveau.
- De har ikke mindst nogle offensive profiler, som er rigtig dygtige, og de spiller som et hold, siger Lars Knudsen.
EM-deltagelsen handler ikke kun om oplevelsen for spillerne, det handler også om at løfte talenterne til at kunne tage skridtet til A-landsholdet.
- Hvis man kigger statistisk på det, er der lavet undersøgelser, der viser, at A-landsholdet præsterer bedre for de nationer, som har haft deres U21-landshold med til slutrunder.
- Så det er vigtigt for os at komme med, fordi vi ved, at det giver noget erfaring, som er med til at løfte niveauet på vores A-landshold i fremtiden, lyder det fra Lars Knudsen.
Danmarks kamp mod Holland fløjtes i gang på Vejle Stadion fredag klokken 18.30.
RITZAU