Hvad skal U21-landsholdets træner, Niels Frederiksen, foretage sig, når sommerens EM-slutrunde i Italien og San Marino er færdigspillet, og hans kontrakt med landsholdet udløber?

Svaret blæser i vinden.

»Mit udgangspunkt er, at hvis det rette dukker op, fortsætter jeg i fodboldverdenen,« fortæller Niels Frederiksen til B.T. og tilføjer:

»Nu må vi se, hvad det ender med. Uden at jeg sådan vil give en skarp status, har jeg vurderet, at jeg ikke skulle slå til på nogle af de muligheder, der hidtil har været nationalt og internationalt. Udlandet kan være en mulighed. Udgangspunktet er, at jeg har et nyt job efter 1. juli, og mon ikke det lykkes.«

Det danske U21-landsholds træner Niels Frederiksen i samtale med Rasmus Nissen og Robert Skov i efterårets vundne EM-kvalifikationskamp mod Færøerne.
Det danske U21-landsholds træner Niels Frederiksen i samtale med Rasmus Nissen og Robert Skov i efterårets vundne EM-kvalifikationskamp mod Færøerne. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Niels Frederiksen påbegyndte jobbet som U21-landstræner for fire år siden, men han har af egen fri vilje ikke ønsket at forlænge aftalen, når den udløber ved udgangen af juni måned.

»Det har været fint, lærerigt og sjovt. At være landstræner er et specielt job. Jeg var i klub mange år inden jeg kom til DBU. Nu synes jeg bare, at det er tid til at prøve noget andet,« siger Niels Frederiksen.

Hvorvidt Brøndby IF har henvendt sig, svarer han således:

»Jeg udtaler mig ikke om konkrete klubber. Det, jeg kan sige, er, at der er lidt i Danmark og lidt i udlandet. Det er ikke sikkert, at det bliver til noget, men det kan jo også være, at jeg lige pludselig har flere muligheder at vælge mellem. Det må vi se på.«

Her og nu fokuserer han på U21-landsholdets deltagelse i juni måneds EM-slutrunde, hvor man er i indledende pulje med Tyskland, Serbien og Østrig.

Hertil offentliggør Niels Frederiksen ved et pressemøde 20. maj en bruttotrup på 26 spillere, hvoraf tre spillere bliver siet fra inden åbningskampen 17. juni i den italienske provinsby Udine.

»Det tegner til, at vi kommer til at stille med et rigtig godt landshold. Hvis vi rammer vores topniveau, mener jeg, at vi kan gøre os gældende. Det, som mange i lille Danmark bare glemmer, er, at vi skal møde lande, der stiller med spillere, der har optrådt i Europas top-5-ligaer. Så vores modstandere kommer også med stærke hold,« siger Niels Frederiksen og tilføjer:

»Jeg synes, at vi i år har et hold, der både kan bide skeer med og på en god dag besejre dem alle sammen. Men hvis vi skal tale odds, vil vi ikke være favoritter.«

U21-landsholdets cheftræner Niels Frederiksen giver sine spillere - heriblandt Marcus Ingvardsen (til venstre) - instrukser under et træningspas på Superliga-klubben AaB's baner.
U21-landsholdets cheftræner Niels Frederiksen giver sine spillere - heriblandt Marcus Ingvardsen (til venstre) - instrukser under et træningspas på Superliga-klubben AaB's baner. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det ligger fast, at etteren i det indledende gruppespil er sikker på kvalifikation til semifinalerne, hvortil den bedste toer i de tre puljer også sikrer sig adgangsbillet.

Hvad angår holdudtagelsen, må Niels Frederiksen allerede nu konstatere, at han hverken får Næstved-målmanden Jacob Pryts eller Brøndby-stopperen Joel Kabongo i aktion, eftersom de i foråret begge har pådraget sig alvorlige knæskader.

I testkampene før slutrunden er det gået op og ned for Danmark.

Mens det er blevet til sejre på 3-2 over Belgien og 1-0 over Frankrig, har man tabt 1-5 til England og 1-4 til Spanien.