Danmarks U21-landshold i fodbold spillede sig tirsdag aften et skridt nærmere næste års EM-slutrunde.

Det skete med en overbevisende hjemmesejr i Vejle på 4-0 over Wales.

Dermed ligger Danmark side om side i toppen af gruppen sammen med Belgien og Østrig.

Wolfsburg-angriberen Adam Daghim bragte Danmark foran efter godt et kvarters spil, da han fra højre side af feltet sparkede bolden tørt ind i modsatte side.

I minutterne op til pausen scorede Danmark to gange yderligere.

Først gjorde Clement Bischoff det til 2-0 efter 38 minutter, og bare tre minutter senere øgede RB Leipzigs Conrad Harder til pausestillingen, da han tordnede bolden i nettet med en helflugter på servering fra Gustav Mortensen.

Mortensen stod også for indlægget, da Danmark kom på 4-0 med fem minutter tilbage. Denne gang scorede August Priske ved forreste stolpe til slutresultatet.

Samtidig vandt Østrig med 2-1 hjemme over Belarus i gruppe I. Dermed har Belgien, Danmark og Østrig alle ti point. Østrig har spillet seks kampe, mens Belgien og Danmark kun har spillet fem.

Mens gruppevinderen belønnes med en direkte EM-billet, skal nummer to spille playoffkampe om at komme med til næste års slutrunde i Albanien og Serbien.

Danmark spiller næste kamp hjemme mod Belarus 28. september.

/ritzau/