Med Albert Capellas ved roret skal Danmarks U21-landshold forsøge at bane sig vej til EM-slutrunden i 2020.

Danmarks U21-landshold i fodbold snusede i sommer til en semifinaleplads ved EM i Italien, men måtte nøjes med en andenplads i den indledende gruppe.

Tirsdag aften indledes så jagten på endnu en slutrundedeltagelse, når Danmark spiller sin første kvalifikationskamp til EM i 2021, der afvikles i Ungarn og Slovenien.

Klokken 18.30 begynder hjemmekampen i Aalborg mod Rumænien, som samtidig er den første betydende kamp under den nye spanske landstræner, Albert Capellas.

Han debuterede fredag med en testkamp, der sluttede 0-0 mod Ungarn i Aalborg.

Nu gælder det så kvalifikationsgruppe 8, hvor kun vinderen er sikker på at indløse billet til slutrunden. Som i de ni øvrige grupper.

De ni lande, der slutter som nummer to i deres respektive grupper, er dog også i spil til deltagelse.

Den bedste af alle toere går direkte til EM, mens de otte øvrige toere tørner sammen i playoffkampe om de sidste fire pladser.

Med de to værtsnationer, Ungarn og Slovenien, der er fødte deltagere, kommer antallet af deltagere op på 16 nationer.

Ud over Rumænien er Danmark i gruppe med Finland, Nordirland, Ukraine og Malta.

Finland har lagt sig i spidsen ved at vinde den første gruppekamp med 2-0 på udebane over Ukraine fredag aften. Samme aften åbnede Nordirland og Malta med en nulløsning.

Sidste runde spilles 13. oktober i 2020. Her tager Danmark imod Finland.

/ritzau/